Den socialdemokratiske sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, sagde onsdag ifølge TV 2 Nyhederne, at regeringspartiet er klar med et forslag, der skal gøre det lovligt at have narko på sig - hvis det vel og mærke er til eget forbrug.

- Det her handler om at tage sigte på dem, der er stærkt stofafhængige og skabe et bedre liv for dem og bringe dem tættere på behandling, end de er i dag, hvor vi faktisk ikke har kontakt til to tredjedele af alle stofmisbrugere, lød det ifølge TV 2 fra sundhedsordføreren.

Men der var tale om upræcise udtalelser, og der er altså ikke et sådan forslag på vej, lyder det nu fra Sophie Hæstorp Andersen.

- I et indslag på TV 2 klokken 19.00 onsdag 2. maj fremgik det, at der et forslag på vej fra Socialdemokraterne om at legalisere stoffer til eget forbrug. Dette er ikke korrekt og beror på upræcise udtalelser fra min side, siger hun i en skriftlig kommentar.

Socialdemokraterne er dog fortsat meget optaget af at se på en ny narkotikapolitik, lyder det.

- Vi ser meget gerne på udenlandske erfaringer i forbindelse med at skabe en ny narkotikapolitik, hvor den enkelte stofmisbruger kommer tættere på behandlingssystemet, og hvor overdødeligheden nedbringes. Men Socialdemokraterne har ingen planer om at ændre den gældende lovgivning, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Regeringen har senest indgået aftale med Enhedslisten om at give kommunerne mulighed for at åbne offentlige fixerum til narkomaner.