S-top hiver dagpenge-sejr hjem

Det kunne have udviklet sig til den helt store kamp om dagpengereglerne mellem den socialdemokratiske top og baglandet. Men dramaet udeblev.

For da flere kontroversielle forslag om dagpengereglerne, der siden fredag har været det mest diskuterede emne på Socialdemokraternes kongres, skulle debatteres i forbindelse med det politiske visionspapir »Danmark herfra ti 2032«, trak forslagsstillerne én for én forslagene tilbage.

- Vi har været meget glade for, at andre kredse har stillet forslag om dagpengesystemet, og for den debat, vi har haft her på kongressen. Vores vurdering er, at det ikke er frugtbart at tage en afstemning nu. Vi mener, at den debat, der har været, klart viser, hvad det er for nogle retninger og veje, vi skal, siger Torben Bechsgaard fra Gentofte-kredsen, der på vegne af sin kreds havde foreslået en konjunturbestemt dagpengeperiode.

- I vores forslag 32 har vi forsøgt at anvise veje for, hvordan et dagpengesystem kan gøres stærkere, tryggere og mere attraktivt. Det har vi gjort ud fra flere betragtninger. Først og fremmest har vi et dagpengesystem i dag, hvis medicin er doseret af Lars Løkke (V) og Kristian Thuelsen Dahl (SF) - og de Radikale, sagde Torben Bechsgaard, inden han trak forslaget.

Bo Ploug Thomassen (S), kredsformand i Korsløkke, havde på vegne af sin lokalafdeling sendt et forslag om, at partiet skal arbejde for, at dagpengeperioden som minimum bliver fordoblet, men også det forslag blev trukket.

- Vi fremsatte dette forslag for at få en debat, det har vi haft, vi har lyttet, men det er også klart, at i forbindelse med at vi trækker det her forslag, så vil vi selvfølgelig med stor interesse følge området og regeringens politik, siger han.

Lene Krabbe Dahl (S) fra Aalborg påpegede fra talerstolen, at hun vil holde øje med regeringen.

- Vi vil gerne understrege over for alle vores medlemmer i Folketinget, vores ministerhold og vores ledelse, at det er en vision for 2032, så vi forventer - ja, vi kræver faktisk - at I tager her fra Aalborg og straks i næste uge trækker i arbejdstøjet og starter med at løse de aktuelle problemer omkring de af vores medmennesker, der falder ud af dagpengesystemet, siger hun.

Kongressen vedtog i en formulering, hvor der ikke står noget konkret om dagpengereglerne, men hvor det understreges, at Socialdemokraterne skal arbejde for et styrket sikkerhedsnet i form af dagpenge- og kontanthjælpssystemet.

- Hvad end vi taler om tiden lige nu eller tiden frem til 2032, så er det både vores opgave og fælles ansvar at forandre velfærdssamfundet og den danske model. Det er os, der har opfundet den aktive arbejdsmarkedspolitik, det er os, der har opfundet den danske model, derfor påhviler der os et enormt ansvar, for at vi er dem, der stædigt, men sikkert udvikler, moderniserer og forandrer den danske model, så den også er levedygtig i fremtiden, og jeg synes, det er det, ændringsforslag 51 repræsenterer, sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der kaldte det en selvfølgelighed, at dagpengespørgsmålet har været det mest debatterede på kongressen, hvor socialdemokrater gang på gang har indtaget talerstolen for at udtrykke bekymring for de strammere regler.

Lørdag pustede tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) til ilden, da han opfordrede regeringen til at se på, om der ikke var råd til gøre det nemmere at optjene ret til dagpenge.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her