Socialdemokraterne går nu i rette med regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, der må lægge ører til usædvanlig hård kritik fra Henrik Sass Larsen, Socialdemokraternes gruppeformand.

- Med sin hadske retorik undergraver Enhedslisten regeringens muligheder for at fastholde magten, siger han til Politiken mandag.

- Der er blevet råbt »pis«, »klaphatte« og »forrædere« efter os. Måske får Enhedslistens vælgere noget ud af det, men ikke en S-ledet regering, siger Henrik Sass Larsen, der beskriver Enhedslisten som et ekstremt, venstreorienteret parti, der ønsker sig et klasseløst, kommunistisk samfund.

I weekenden kom det frem, at Enhedslisten vil indlede en ny landsdækkende kampagne ved navn »regeringen tilbage på sporet«.

- Vi kan konstatere, at der er en tillidskrise i befolkningen. Derfor er det vigtigt at få talt med og lyttet til de mange, der havde forhåbninger til den nye regering, men som er blevet skuffede, sagde Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til TV 2.

Hun afviste over for mediet, at kampagnen er direkte rettet mod regeringen, der i flere omgange har indgået vidtrækkende reformer med de borgerlige partier - frem for Enhedslisten.

BNB