- Det er jeg helt uenig i. Jeg synes, det er lidt popsmart, og det må stå for Bjarnes egen regning, siger Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører, John Dyrby, til Berlingske Nyhedsbureau.
Meldingen kommer, efter Bjarne Laustsen tidligere på dagen udsendte et internt nyhedsbrev, hvor han opfordrer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at give danskerne en undskyldning for den elendige start, som regeringen har fået.
- Der er ingen grund til at skjule, at regeringen har fået en elendig start, hvilket har resulteret i historisk dårlige meningsmålinger, skriver han ifølge P4 Nordjylland i nyhedsbrevet og fortsætter:
- Hvis hun (Helle Thorning-Schmidt, red) ville spørge mig til råds for at rette op på det flossede image og den elendige start på reformer, der er nødvendige, ville jeg simpelthen foreslå, at hun gik ud og sagde undskyld til den danske befolkning. Det, tror jeg, ville være den allerbedste medicin, skriver han.
John Dyrby mener, at Bjarne Laustsen burde bruge sit krudt på andre ting:
- Der er mere grund til, at vi bruger tiden og kræfterne på at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, og fortælle om de problemer, vi løser, siger han.
Bjarne Laustsen, der ved seneste valg fik knap 20.000 personlige stemmer i Nordjylland, er flere gange tidligere kommet med solomeldinger, og det har bragt ham på kant med den socialdemokratiske ledelse.
- Det er en af de måder, Bjarne er politiker på, og fred være med det. Nogle gange giver det anledning til lidt hovedrysten, og sådan er det, siger John Dyrby og afviser, at den seneste melding får konsekvenser for Bjarne Laustsens politiske virke i den socialdemokratiske folketingsgruppe:
- Nej, det gør det ikke. Engang imellem gør folk noget, som er lidt popsmart, siger han.



