Med anklager om, at SF og Enhedslisten har skævvredet dagpengedebatten med »løgn«, afviser den radikale næstformand, Sofie Carsten Nielsen, at ændre på genoptjeningskravet. Socialdemokraterne vil ikke blande sig.

Dagpengedebatten stiger mod kogepunktet, efter at den nye radikale næstformand, Sofie Carsten Nielsen (R), i onsdagens Berlingske anklager SF og Enhedslisten for at afspore debatten med en »løgn« om, at 40.000 mennesker er faldet ud af systemet.

Midt i står Socialdemokraterne, som skal sidde for bordenden under de kommende finanslovforhandlinger. Men arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S) vil ikke blande sig i debatten mellem de Radikale og støttepartierne.

»Hvad andre partier har af ting, de vil beskylde hinanden for - det synes jeg sådan set, at jeg skal lade dem om. Dét, vi interesserer os mest for i Socialdemokratiet, er at sørge for at hjælpe de her mennesker og sørge for, at de har en forsørgelse,« siger han.

Ifølge Berlingske viser de nyeste tal fra maj 2014 fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at godt 41.000 personer har mistet retten til dagpenge siden januar 2013. Men når man trækker dem fra, der har fået lønnet job eller er blevet studerende og får enten SU eller uddannelsesstøtte, er gået på efterløn, sygedagpenge, kontanthjælp eller den nye arbejdsmarkedsydelse, er der 4.700 tilbage, der står helt uden forsørgelse. Og det er dét tal, Sofie Carsten Nielsen hæfter sig ved.

På spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokraterne er enige med deres regeringskolleger, svarer Leif Lahn Jensen:

»Jeg er enig i, at der er alt for mennesker, der er faldet ud af dagpengesystemet på grund af den forringelse, der skete under den blå regering. Det var derfor, vi stemte imod, og der er også derfor, at vi har forsøgt at sørge for, at alle stadig har en forsørgelse,« siger den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører.

Han understreger, at regeringen i form af blandt andet akutpakke og den nye arbejdsmarkedsydelse har »ændret markant« på konsekvenserne af dagpengereformen, som blev vedtaget i 2010 af VK-regeringen med støtte fra de Radikale og Dansk Folkeparti.

»Der er ingen af de mennesker, som er faldet på Kristian Thulesen Dahl (DF) og Lars Løkke Rasmussens (V) dagpengereform, som har mistet deres forsørgelse fuldstændigt. Og det har været punkt nummer ét for os,« siger Leif Lahn Jensen.

Punkt nummer to var at ændre beskæftigelsesindsatsen, og nu er punkt nummer tre at arbejde på en ny dagpengereform, forklarer han.

På Twitter er debatten om tallene i fuld gang. Påstande om kendsgerninger og usandheder skaber stor trafik mellem medlemmer af både SF, Enhedslisten og de Radikale. Men at regeringens parlamentariske grundlag nu anklages for at lyve vil ikke få betydning for finanslovsforhandlingerne, mener Socialdemokraterne.

»Vi har i alle år fået en finanslov, og det får vi også i år. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om,« siger Leif Lahn Jensen og undlader at svare på, hvorvidt det bliver en finanslov med støttepartierne.