Socialdemokraterne vil møde Venstres advarsler om en rød regerings økonomiske kurs med humoristiske annoncer.

Socialdemokraterne vil ikke hoppe med på Venstres vogn og lave skræmmekampagner om regeringens politik.

I stedet varsler politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S), at Venstres valgkampagne "Kig bag facaden", der advarer mod konsekvenserne af S-SF's økonomiske kurs, skal besvares med humoristiske annoncer.

- Det kan være, at vi vil bruge vores gode humør til at give et svar på tiltale til den her kampagne, som Venstre har i øjeblikket. Men vi vil ikke gå i samme retning, siger Sass Larsen.

Socialdemokraterne er gået i gang med at kigge på, hvordan der kan laves sjov med Venstres kampagne. Det kommer til at ske sideløbende med en ny annoncekampagne fra Socialdemokraterne, som skydes i gang i næste uge.

Her vil partiet fortælle danskerne, hvad en ny regering vil gøre for at sætte gang i den økonomiske vækst og skabe nye job.

- Vi vil komme med nogle budskaber. Men det er om det, vi selv vil gøre, og ikke hvad andre vil gøre, siger Sass Larsen.

Han sætter sin lid til, at vælgerne godt kan gennemskue Venstres forsøg på at "skræmme og skabe usikkerhed og frygt" med den nye kampagne, der fokuserer skarpt på, at et regeringsskifte vil betyde færre penge mellem hænderne for almindelige danskere.

Samtidig ruster man sig i oppositionen på en særdeles hård tone i den kommende valgkamp.

- Det er usædvanligt, at et regeringsparti entydigt satser på at lave en så massiv skræmmekampagne om oppositionens politik. Og det endda før valget er udskrevet.

- Så hvis det er et forskræp på, hvad vi ellers kan vente os, så ser det egentlig lidt dystert ud, siger Henrik Sass Larsen.

/ritzau/