Regeringens kurs er årsag til de mange rosende ord, som siges om dansk økonomi fra international side i øjeblikket, mener den socialdemokratiske finansordfører, Jesper Petersen.

Den danske økonomi er blandt verdens mest velpolstrede og kreditværdige økonomier. Det er tirsdag meldingen fra kreditvurderingsinstituttet Moody’s, der fastholder den danske kreditkarakter på AAA, hvilket er den højest opnåelige.

Også fra den internationale økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, hæftes deres tirsdag superlativer på dansk økonomi.

De internationale roser er regeringens fortjeneste, mener Jesper Petersen (S), Socialdemokraternes finansordfører. Han ser det som et klart bevis på, at Danmark er på rette kurs.

»Den ros kan vi roligt tage til os, selv om vi er beskedne folk,« siger han.

»Det er udtryk for, at regeringen har ført en meget solid økonomisk politik, der både sørger for, at der er styr på tingene, at flere danskere kommer i arbejde, og at der er råd til at lave velfærdsforbedringer, som vi lægger meget vægt på,« siger finansordføreren.

Jesper Petersen mener, at de positive ord om dansk økonomi med al tydelig illustrerer, at Venstre og de borgerlige partier er galt på den, når de beskylder regeringen for at føre en økonomisk uansvarlig politik.

BNB har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Venstres finansordfører, Peter Christensen (V).