Asylkløften mellem Socialdemokraterne og den tidligere regeringspartner De Radikale blev trukket op, da partiformand, Mette Frederiksen (S) gæstede De Radikales nytårsstævne om »flugt og fremtid« lørdag.

Hun sagde blandt andet klart »nej« til De Radikales ønske om indslusningsløn til flygtninge, og opfordrede samtidig Morten Østergaard (R) til at lægge klicheerne til side og være med til at finde en løsning.

I en kronik i søndagens Politiken følger socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation så op med en direkte konfrontation.

»Når man oplever debatten herhjemme, er det tragisk at se, hvordan folk fra den kreative klasse med opbakning fra den yderste venstrefløj, Alternativet og Radikale Venstre overhovedet ikke vil diskutere, hvilket antal af mennesker Danmark kan tage imod. De vil heller ikke forholde sig til, hvilket samfund vi ønsker, at Danmark skal være i fremtiden.«

»Tværtimod er det i den kreative klasse übercool at vise, hvor god man er. Dette skal helst foregå på Facebook eller i den offentlige debat, hvor enhver, der er bekymret for strømmen af mennesker, der søger mod Vesten, enten er højreorienterede eller racister.

Men når jeg selv er bekymret, er det hverken fordi jeg er højreorienteret eller racist – men fordi jeg er venstreorienteret og realist,« siger Lars Aslan Rasmussen.

Han argumenterer for en begrænsning af flygtningestrømmen, fordi velfærdssamfundet ellers bliver sat under pres af en endnu større etnisk underklasse.

En underklasse, »der kun vil gavne de rigeste i samfundet, som vil kunne bruge en masse billig arbejdskraft«. Og en underklasse, der vil komme ind og forstærke de problemer med manglende integration og parallelsamfund, vi i dag har i udsatte boligområder. Mens »arkitektfamilien fra Østerbro med gode lønnede jobs, ressourcestærke mennesker i området og børn, der går i en skole uden integrationsproblemer« ikke bliver berørt.

»Jeg er dybt bekymret over, at den kreative klasse i al sin selvgodhed har så lidt respekt for det velfærdssamfund, der har sikret dem deres eget gode liv, og som tager hånd om de allersvageste i vores land,« siger Lars Aslan Rasmussen.