Socialdemokraten, der vil have Pegida-leder Nicolai Sennels fyret fra sit job som børnepsykolog i Københavns Kommune, understreger efter udvalgsmøde, at det ikke er ham, der fyrer folk.

Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har på et møde onsdag eftermiddag diskuteret, om det er muligt at fyre Pegida-leder Nicolai Sennels fra sit job som børnepsykolog i kommunen.

Det er medlem af Borgerrepræsentationen Jonas Bjørn (S), der har bedt om at få Sennels på dagsordenen, fordi Sennels’ menneskesyn og jobtitel i socialdemokratens øjne ikke kan forenes.

»Jeg havde bedt om at få en orientering om den her problematik, og det har vi fået på mødet i dag. Vi har haft en god snak, som jeg ikke kan referere til - og jeg kan heller ikke sige, hvad der nu skal ske,« siger Jonas Bjørn og uddyber:

»Jeg har påpeget et problematisk forhold, men det er ikke mig, der skal fyre folk i Københavns Kommune. Jeg kan udtale mig om min holdning, men jeg kan ikke beslutte, at nogen skal fyres.«

Jonas Bjørn har taget sagen op efter udtalelser fra Nicolai Sennels om, at »muslimer er indavlede og genetisk disponerede for vold og vrede«. Den slags holdninger er i Jonas Bjørns øjne uforenelige med jobbet som kommunal børnepsykolog. Adspurgt om det også er partilinjen hos Socialdemokraterne, lyder Jonas Bjørns svar:

»Jeg udtaler mig som socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen. Jeg synes, der er en problematik i, at man kan have den opfattelse, at nogle typer mennesker er uden for pædagogisk rækkevidde, når man samtidig er børnepsykolog.«

Socialdemokratens indblanding i sagen er »direkte usmageligt«, lyder det fra den politiske leder for de Konservative i Borgerrepræsentationen, Rasmus Jarlov (K).

»Jeg synes ikke, man som magthaver i Københavns Kommune skal bruge den magt til at fyre politiske modstandere, fordi man er uenig med dem. Socialdemokraterne går langt over stregen ved at gå efter Nicolai Sennels’ levebrød,« sagde Jarlov tidligere onsdag.

Jonas Bjørn understreger, at man selvfølgelig gerne må have en politisk holdning som ansat i Københavns Kommune:

»Men det bliver problematisk, hvis man som psykolog udtaler, at nogle befolkningsgrupper ikke er inden for psykologisk rækkevidde.«