Socialdemokraternes integrationsordfører Jacob Bjerregaard afviser at kende det mindste til, at der i 2006 blev flyttet medlemmer af Dansk Socialdemokratiske Ungdom (DSU) ind i Utterslev-kredsen nordvest for København, hvor Bjerregaard som daværende DSU-formand,stillede op til Folketinget.

BT skriver i dag, at mindst tolv unge medlemmer blev flyttet ind i Utterslev-kredsen fra andre kredse umiddelbart inden Bjerregaard skulle i kampvalg om at blive kredsens kandidat.  

Men det afviser integrationsordføreren ethvert kendskab til.

- Jeg må sige, at jeg har meget stor tillid til, at alt er foregået efter reglerne. Men jeg kender ikke selv til, at der blev flyttet medlemmer ind i kredsen.

Men har du indtryk af, at nogen gerne ville hjælpe dig til sejr?

- Nej, jeg blev opfordret af flere til at stille op i kredsen, og derfor valgte jeg den i 2006. Men det er seks år siden, og jeg bor og stiller nu op i Fredericia, så jeg kan ikke bidrage med så meget, forklarer Jacob Bjerregaard.

Der var en meget aktiv DSU'ere ved navn Louise Juul Jensen, der stod bag flytningen af medlemmer ind i kredsen.

Hvor godt kender du Louise Juul Jensen fra DSU?

- Hende kender jeg godt, hun sad i bestyrelsen, lyder det fra integrationsordføreren.

Var hun en af dem, der opfordrede dig til at stille op i kredsen?

- Der var mange, der opfordrede mig til at stille op.

Hvad siger du til, at Louise Juul Jensen har flyttet medlemmer fra andre kredse ind i Utterslev-kredsen?

- Jeg må sige, at jeg stoler på, at alt er foregået efter reglerne i organisationen. Mere har jeg ikke at sige til den her sag.