Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen har flere gange sagt, at Goldman Sachs har lovet at betale dansk udbytteskat af sin investering i Dong Energy, men hverken Finansministeriet eller Goldman Sachs kan bekræfte den aftale. Jeg tog fejl, indrømmer Jesper Petersen.

Trods forlydender om det modsatte er der ingen aftale mellem Finansministeriet og Goldman Sachs om, at Goldman Sachs skal betale udbytteskat i Danmark, skriver Information.

Det var ellers sådan svaret torsdag lød fra socialdemokraternes ordfører Jesper Petersen (S), da han blev konfronteret med afsløringen af, at Goldman Sachs vil investere i Dong Energy gennem et skuffeselskab i et skattely-land.

»Goldman Sachs har tilkendegivet, at de forventer at betale udbytteskat i Danmark,« lød Jesper Petersens svar for eksempel til DR Nyheder i går.

Sagen handler om, hvorvidt Goldman Sachs skal betale dansk skat af den andel af DONG’s løbende overskud, som de får udbetalt som måske kommende medejere.

I Finansministeriet vil man ikke bekræfte, at Goldman Sachs i løbet af forhandlingerne har tilkendegivet, at de vil betale udbytteskat i Danmark, og heller ikke Goldman Sachs vil bekræfte Jesper Petersens udlægning, ligesom de ikke vil garantere, at de kommer til at betale dansk udbytteskat.

»Der er ikke blevet lavet nogen særlige regler for Goldman Sachs i denne henseende. Goldman Sachs overholder og vil fortsætte med at overholde al gældende skattelovgivning i Danmark, Luxembourg, USA og andre relevante lande,« skriver Goldman Sachs talsperson, Sophie Ramsay i en mail til Information.

Torsdag sagde de to skatteeksperter Christen Amby og Torben Bagge til Information, at når Goldman Sachs gennemfører købet via skuffeselskaber i Luxembourg, Cayman Island og Delaware, så betyder det netop, at Goldman Sachs undgår at betale udbytteskat i Danmark.

Jesper Petersen erkender, at han ikke har grundlag for at garantere, at Goldman Sachs vil betale udbytteskat i Danmark.

»Det er så enkelt, at det er en information, som jeg har misforstået. Det må jeg beklage, at jeg har viderebragt noget, jeg har misforstået,« siger Jesper Petersen, der fastholder, at valget af Goldman Sachs er det bedste for »skatteyderne og for DONG«.