DF er overrasket over først at høre om USA's forespørgsel om øget bidrag i Afghanistan på et pressemøde.

København. Dansk Folkeparti er "altid positivt indstillet" over for forespørgsler fra USA og Nato, siger udenrigsordfører Søren Espersen (DF).

Men han kan ikke tage stilling til USA's nye forespørgsel om det danske bidrag i Afghanistan, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) tirsdag afslørede på et pressemøde med sin amerikanske ministerkollega.

- Jeg er lidt overrasket, det må jeg sige.

- Jeg har ikke hørt en lyd om det. Det virker meget specielt, at forsvarsministeren kommer frem med sådan en historie uden at have talt med os i forsvarsforliget, siger Søren Espersen.

- Det plejer at være sådan, at hvis Danmark får en forespørgsel fra USA eller Nato, så orienterer ministeren om det i forligskredsen. Det er en stor beslutning at sende soldater afsted.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen har Danmark "for nylig" fået en forespørgsel fra USA om muligheden for at øge vores bidrag til Afghanistan. En forespørgsel, som regeringen er positivt stemt over for.

Men Søren Espersen vil gerne vide lidt mere, før han tager stilling:

- Jeg kan ikke sige, om vi vil støtte det, al den stund at jeg ikke ved, hvad der bliver spurgt om.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad der ligger i det, forsvarsministeren har sagt. Det er meget diffust.

Samme besked lyder fra Socialdemokratiet. Folketingets største parti er som udgangspunkt positivt indstillet, hvis Danmark skal sende flere soldater til Afghanistan, siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen.

Han tager dog forbehold for, at han ikke har set nogen konkret anmodning endnu.

- Hvis Danmark kan være med til at give et positivt bidrag rundt omkring i verden, så er vi positivt indstillet over for det. Vi skal selvfølgelig mere konkret vide, hvad vi bliver bedt om, siger Henrik Dam Kristensen.

- Problemet er desværre, at Taliban vinder frem, også på slagmarken. Det er til utryghed for os alle sammen. Også i Danmark. Det er jo international terrorisme, vi i bund og grund taler om.

Danmark har haft soldater i Afghanistan siden 2002. Fra 2015 har vi bidraget til den Nato-ledede mission "Resolute Support" med 99 soldater.

/ritzau/