Det er håbløst og meget alvorligt, at ministeren sagde, han ikke kendte til PostNords milliardbehov, siger DF.

København. Først tilbageholdte ministeren oplysninger for forligskredsen. Og dernæst løj han om, hvorfor han tilbageholdte oplysningerne, lyder kritikken mod transportminister Ole Birk Olesen (LA).

- Det er meget problematisk, at Ole Birk siger noget, når papiret viser noget andet, siger transportordfører, Kim Christiansen (DF).

- Sagen er gået fra slem til værre for ministeren. Det er stærkt, stærkt kritisabelt og et meget stort tillidsbrud, siger postordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

Sagen drejer sig om krisen i PostNord, selskabets kapitalbehov og hvad Ole Birk Olesen har vidst om den hvornår.

Der var ingen tal på bordet, da ministeren på et møde 19. december blev orienteret af PostNords ledelse, forklarede Ole Birk Olesen i et interview med TV2 onsdag.

Men mødereferatet, som Ritzau er i besiddelse af, viser noget andet. Heri fremgår det, at PostNord havde et kapitalbehov på 3,5 milliarder svenske kroner. Det svarer til 2,7 milliarder danske kroner.

- Det er håbløst. Det er simpelthen utroligt. Det kan næppe tilskrives hans uerfarenhed. Det er meget alvorligt, siger Kim Christiansen.

Spørgsmål: Kan I have tillid til en minister, der ikke deler tallene med jer og efterfølgende fortæller, at han ikke havde dem, selv om referatet viser, at han fik dem i december?

- Jeg vil slet ikke ind i tillidssnakken. Vi vil gerne trods alt give ministeren mulighed for at forklare sig. Det får han mulighed for tirsdag på det møde, han selv har indkaldt os til.

- Og så må vi efterfølgende se, om vi er glade og tilfredse, siger Kim Christiansen.

Socialdemokratiet kalder sagen "for alvorlig til at drage konsekvenser for ministerens fremtid", før Ole Birk Olesen har haft lejlighed til at redegøre for sagen.

Sagen var i øvrigt allerede meget alvorlig, da kritikken "kun" gik på, at ministeren tilbageholdt oplysninger, pointerer Christian Rabjerg Madsen:

- Nu kan vi se, at ikke nok med at ministeren har tilbageholdt oplysninger for os, han har også talt usandt om, hvorfor han har tilbageholdt dem.

- Han sagde i går til TV2, at mødet 19. december var en løs orientering uden tal. Men vi kan sort på hvidt i mødereferatet læse, at der endog kom meget specifikke tal for behov for kapitaltilførsel.

/ritzau/