Socialdemokratiet kalder det »afgørende«, at flygtninge bliver helbredstjekket hurtigt efter ankomst til Danmark. Lægemangel betyder i øjeblikket, at mange flygtninge ikke bliver undersøgt.

Egentlig skal de have et sundhedstjek i løbet af de første tre måneder, men for stor del af de flygtninge, der ankommer til landet, er virkeligheden en anden.

Travlhed hos de praktiserende læger betyder nemlig, at der ikke er tid til at afsætte de nødvendige timer til at tjekke flygtninge, skriver Politiken onsdag.

Det ærgrer Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), der dog ikke er overrasket over udviklingen.

»Alle, der kender til vores sundhedsvæsen, ved, at i øjeblikket er der stor mangel på praktiserende læger i dele af landet. Nogle af dem har rigtig mange patienter, fordi deres kolleger er gået på pension,« konstaterer Flemming Møller Mortensen.

Han er dog ikke indstillet på at gå på kompromis med de nuværende rammer og insisterer på, at flygtninge skal have et sundhedstjek hurtigt efter ankomst.

»Jeg synes ikke, det er for ambitiøst. Det er vigtigt for deres skyld og for vores egen, at vi får tjekket, om de har sygdomme, eller om der er noget, vi skal være opmærksomme på,« siger Flemming Møller Mortensen.

Formand for Lægeforeningens attestudvalg og praktiserende læge, Tue Flindt Müller, siger til Politiken, at det er et spørgsmål om prioritering.

»Det er simpelthen et spørgsmål om, at de læger, der sidder derude, må prioritere deres arbejde og vurdere, om det er vigtigst at tage sig at de ting, som deres almindelige patienter fejler akut, eller om de skal lave attesterne,« siger Tue Flindt Müller.

Flemming Møller Mortensen vil forholde sundhedsministeren problemet, og ordføreren håber, at man kan finde andre personer, der kan udføre lægetjekket.

»Vi må kigge os om og se, hvem der ellers kunne hjælpe med at lave de her sundhedstjek og prøve at sætte noget andet op. Det kunne være kommunale læger eller yngre læger, der vil kunne assistere,« siger Flemming Møller Mortensen.