Da Venstre selv var i regering, overhørte man alle advarsler fra vismændene om, at Danmarks økonomi var ved at køre af sporet.
Bredsiden kommer fra Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke efter at Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen forud for Venstres landsmøde i denne weekend har talt om lavere skatter og tyske lønninger i Danmark.
- Ikke færre end 11 gange fra 2006 til starten af 2008 advarede landets førende økonomer i henholdsvis Det Økonomiske Råd, også kaldet vismændene, og Nationalbanken om, at VK-regeringens økonomiske politik førte til overophedning og svækket konkurrenceevne, siger Magnus Heunicke, som er politisk ordfører for Socialdemokraterne.
Ledigheden steg 4,1 pct. i Danmark fra 2008 til 2011. I Sverige steg den 1,3 pct., og i Tyskland faldt den 1,6 pct. i samme periode.
Fra 2007 til 2012 faldt Danmark fra at være det tredje mest konkurrencedygtige land i verden til at ligge på en 12. plads.
Det danske BNP faldt 3,9 pct. faldt 3,9 pct. fra 2008 til 2011. I Sverige steg BNP 5,1 pct. og i Tyskland 1,8 pct. i samme periode.
Magnus Heunicke afviser, at hans parti selv var med til at drive økonomien mod afgrunden ved konstant at forlange flere penge til velfærd.
- Vi sagde nej til skattelettelser. Vi ville have velfærd. Ikke begge dele. For os var det ikke både og, men enten eller, siger han.