Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet vil stoppe topministre fra at gå direkte fra Christiansborg til job i EU. Messerschmidt er kun ude på at promovere sig selv, lyder det fra Socialdemokraterne.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), har ikke meget til overs for et forslag fra Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet, Morten Messerschmidt (DF), der vil ændre reglerne for ministre med ambitioner om et job i for eksempel EU.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Jeg synes, det er så plat et mediestunt, som Morten Messerschmidt er ude i her, og det har kun ét formål, nemlig at få promoveret ham selv, og det lykkedes ham så her på sådan en lidt grå søndag, lyder det fra Heunicke.

Ifølge Morten Messerschmidt bør der indføres en decideret karensperiode for den siddende regerings topministre, så de ikke kan skifte direkte fra Christiansborgs gange til de bonede gulve i EU.

DFeren mener nemlig, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) går med varme planer om en fremtid i EU, og han vil ikke have, at statsministeren bruger sin tid som statsminister til at køre sig selv i stilling:

- Jeg sad i Folketinget, dengang Fogh kørte sig i stilling som generalsekretær i NATO, og dengang havde vi en totalt fraværende statsminister i det sidste halve år, formodentlig også hele år, hvor han var statsminister, og det er landet slet ikke tjent med. Slet ikke i en tid med krise, siger Morten Messerschmidt.

Ifølge Magnus Heunicke burde Dansk Folkeparti i stedet have brokket sig dengang, hvis partiet var utilfreds med Foghs sidste periode som minister.

- Hvis Dansk Folkeparti var utilfreds med Anders Fogh i en del af hans regeringsperiode, så er det da meget interessant, at Dansk Folkeparti i samme periode holdt hånden under Anders Fogh og var det parlamentariske grundlag for Anders Fogh - og sikrede, at han kunne fortsætte, siger Heunicke.

- Der var ikke noget som helst dengang fra Dansk Folkepartis side, og derfor er det et solostunt og et plat medieudspil, som Messerschmidt er ude i. Jeg hæfter mig ved, at der ikke engang er opbakning fra Kristian Thulesen Dahl (DF) og de andre i toppen af Dansk Folkeparti til at fremsætte det her som et forslag, siger den politiske ordfører.

Spørgsmål: Det er Morten Messerschmidts opfattelse, at Helle Thorning-Schmidt er i færd med at køre sig i stilling til et job i EU. Hvad mener du om den opfattelse?

- Jeg gider ikke kommentere det, da det her kun er et forslag, som Morten Messerschmidt har fremsat for at komme i medierne, siger Heunicke.

Ifølge Messerschmidt bør karensperioden i første omgang gælde alle ministre i regeringens koordinationsudvalg, der tæller »tunge« ministre som for eksempel Thorning, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).