Socialdemokraterne vil ikke være med til at bortskyde ulven fra den danske natur. Hvis ulve udviser unormal adfærd, kan de allerede under de nuværende regler skydes, lyder det fra den socialdemokratiske miljøordfører.

Socialdemokraterne har ikke megen forståelse for Viborg-borgmester Torsten Nielsen (K), der vil have fjernet ulven fra den danske natur.

Borgmesteren mener, at ulven nu har bredt sig så meget, at det kan blive et problem for landmændene at have dyr som får og kreaturer gående på markerne. Og ulve kan også udgøre en trussel for mennesker, hvis ulvene bliver presset og er mange nok, lyder det fra borgmesteren, som mener, Danmark bør søge EU om lov til at bortskyde ulven.

Men det bliver ikke med Socialdemokraternes opbakning, fastslår miljøordfører Mette Reissmann (S):

»Der er absolut ingen grund til at tro, at ulven er til fare for borgerne i Viborg eller andre bynære områder. Naturstyrelsen holder skarpt øje med ulvens færden i hele Jylland og samarbejder tæt med kommunerne om at afdække ulvens færden i området. Der er ingen grund til at tro, at ulven skulle være til fare for mennesker,« skriver Mette Reissmann i en skriftlig kommentar.

Der er konstateret spor efter 19 forskellige hanulve i Jylland, og senest er der også fundet DNA-spor efter hunulv. Torsdag blev et ulvelignende dyr set nær en børnehave i Viborg, og tidligere har en ulv slagtet tre rådyr i en skov midt i Kolding, ligesom en ulv har vist sig nær et fritidshjem i udkanten af Randers.

Men den socialdemokratiske miljøordfører mener ikke, der er grund til at blive urolig over ulvens fremmarch.

»Det er klart, at vi ikke skal have etablerede bestande af ulve i vores byer, og det er der også taget højde for i den forvaltningsplan for ulv, som miljøministeren fremlagde i 2014. Den giver mulighed for at skyde ulve, der udviser unormal adfærd. Det er der ikke noget, der tyder på i dette tilfælde,« skriver hun.

Hun mener, at ulven skal behandles som ethvert andet dyr, der er udrydningstruet.

»Vi skal beskytte ulven, lige som vi beskytter odder, havørn, hasselmus, birkemus og alle de andre rødlistede og truede arter, vi har i Europa. Det er et mål, vi har i EU i forhold til at standse tilbagegangen af arter inden 2020, og det er et mål, vi har i forhold til FNs mål om at standse tilbagegangen i biodiversitet,« siger Mette Reissmann.

Hun henviser til, at miljøminister Kirsten Brosbøl (S) sidste år godkendte en forvaltningsplan for ulv, der blandt andet indeholder en kompensationsordning for landmænd, hvis besætninger rammes af ulveangreb.

Det er Vildtforvaltningsrådet, der har udarbejdet og indstillet planen med støtte fra blandt andre jægerne og landbruget.