Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan indlede weekendens partikongres i Aalborg med nogenlunde ro i sindet.

En meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken viser i hvert fald, at Socialdemokraterne står til at få den største opbakning siden maj, hvor partiet i en måling var helt nede på 16,9 procent. Historisk lavt.

I den nye måling står Socialdemokraterne til at få 20,2 procent af stemmerne, men det er fortsat et godt stykke fra de 24,9 procent, partiet fik ved folketingsvalget sidste år.

Venstre er ifølge Megafon-målingen stadig Danmarks klart største parti, men går en smule tilbage i forhold til seneste måling. Helt nøjagtigt går Venstre 2,3 procentpoint tilbage og ligger nu på 30,7 procent af stemmerne.

Det nyder Dansk Folkeparti og den nyvalgte formand, Kristian Thulesen Dahl, til gengæld godt af. Efter weekendens formandsskifte står partiet nu til 14,5 procent. Det er den bedste DF-måling i næsten to år.

Konservative kæmper fortsat med at tiltrække nye såvel som tidligere vælgere. Partiet står i dag til 4,2 procent af stemmerne. Det er 0,7 procentpoint mindre, end K fik ved det skuffende folketingsvalg sidste år.