Det er problematisk, at regeringen allerede i år vil sænke udviklingsbistanden, for det får Danmark til at fremstå som en bananrepublik, der løber fra regningen, mener Socialdemokraterne.

150.000 færre børn vil komme i skole, indsatsen mod HIV og AIDS vil blive svækket, og vi spænder ben for mange af de organisationer, der arbejder med at hjælpe de fattigste afrikanere.

Det er ifølge udviklingsordfører for Socialdemokraterne Mette Gjerskov (S) blot nogle af konsekvenserne af regeringens plan om at skære i udviklingsbistanden her og nu. Hun kalder beslutningen om at trække næsten tre milliarder kroner ud af udviklingsbistanden inden årets udgang for »stærkt problematisk«.

»Det får Danmark til at fremstå som en af de her bananrepublikker, hvor lederne rejser sig op på talerstolene og lover ting, de så ikke overholder bag efter. Det er ufatteligt trist,« siger Mette Gjerskov.

Det fremgår ifølge Politiken af et notat fra Udenrigsministeriet, at regeringen allerede i år gradvist vil tilpasse udviklingsbistanden således, at den sænkes med 2,85 milliarder kroner inden årsskiftet. Det kommer efter, at regeringen tirsdag fremlagde sit finanslovforslag, hvoraf det fremgår, at man fra 2016 vil sænke bistanden til 0,7 procent af bruttonationalindkomsten.

Når man med kort varsel skærer i det beløb, som modtagerlandene blev lovet af SR-regeringen, skaber det et billede af, at Danmark løber fra regningen, mener Mette Gjerskov.

»Det får Danmark fremstå som om, at vi ikke lever op til vores forpligtelser,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) afviser kritikken over for Politiken. Han peger på, at der ikke var tale om en juridisk bindende aftale, men det ændrer ikke på, at der er tale om et løftebrud, understreger Gjerskov.

»Kristian Jensen har sikkert ret, når han siger, der ikke er skrevet bindende under på en aftale. Men der er politiske aftaler og der er juridiske aftaler. Her bryder man en politisk aftale og de politiske løfter, der er givet,« siger Mette Gjerskov.