Regeringens bebudede afgift på husstandsomdelte reklamer møder kritik fra jyske S-borgmestre, der frygter at miste arbejdspladser til Østeuropa.

Det vil koste 600 danske arbejdspladser at indføre regeringens planlagte reklameafgift. Sådan lyder kritikken fra to socialdemokratiske borgmestre, der beder S-partitoppen genoverveje den omdiskuterede afgift.

En af dem er Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), der advarer partitoppen mod de konsekvenser, afgiften vil medføre i Nordjylland:

»Det vil med al sandsynlighed komme til at betyde, at der må nedlægges arbejdspladser inden for den grafiske trykkebranche i Danmark - heraf en hel del i Aalborg-området. Arbejdspladserne vil i stedet flytte til Østeuropa, så reklamerne bliver kørt derfra til Danmark,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Han bakkes op af Horsens borgmester, Peter Sørensen, der over for Horsens Folkeblad oplyser, at han vil kæmpe imod afgiften, så længe den ikke har været igennem folketingssalen endnu. Peter Sørensen har sendt »insisterende breve« til sine partifæller på Christiansborg.

Adspurgt hvad budskabet til partitoppen er - og hvordan borgmestrene vil trænge igennem med deres argumenter - lyder svaret fra Thomas Kastrup-Larsen:

»Mit budskab er, at reklameafgiften vil koste arbejdspladser, og at man bør genoverveje det. Vi er afhængige af job i den krisetid, vi stadig befinder os i. Hvis man vil fastholde reklameafgiften, kan man måske diskutere, om den skal ligge på så højt et niveau.«

I slutningen af oktober meddelte transportordfører for Socialdemokraterne, nordjyden Rasmus Prehn (S), at han ville revurdere reklameafgiften. Han er især utilfreds med, at afgiften angiveligt vil koste 120 job på trykkeriet Colorprint i Vadum.

Thomas Katrup-Larsen erkender, at Danmark bevæger sig mod at blive et papirløst samfund, men han mener alligevel ikke, at de husstandsomdelte reklamer bliver fortid lige foreløbig.

»Jeg tror ikke, at reklamerne vil forsvinde foreløbig. I dag bliver reklamer genbrugt op til otte gange, så jeg tror ikke, der ligger nogen særlig stor miljømæssig gevinst i sådan en afgift. Produktionen vil bare flytte til udlandet,« siger han.

Afgiften træder efter planen i kraft 1. juli 2015.