Hvis den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk lykkes med at indsamle 20.260 vælgererklæringer til sit nye parti, Alternativet, før statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver valg, kan det koste rød blok regeringsmagten.

Sådan lyder advarslen fra socialdemokraten Katrine Lester, der er viceborgmester på Frederiksberg. Hun pointerer i et indlæg på piopio.dk, at Alternativet kan betyde et »stemmespild« på 0,5 til 1,5 procent, hvis folk stemmer på dem, uden at partiet når over spærregrænsen.

»Stemmer, der i langt, langt overvejende grad vil komme fra de røde partier og de radikale. Det kan vise sig fatalt. I 1998 var det kun ganske få stemmer, der skilte blokkene, og kommer man igen i den situation, kan Alternativets opstilling betyde et rødt flertal i befolkningen, men blåt flertal i Folketinget,« skriver Katrine Lester på piopio.dk mandag.

Hun mener, at ingen på Christiansborg udover Elbæk selv giver Alternativet »nogen som helst chance for at blive valgt« og regner sig samtidig frem til, at der ikke engang er fire måneder til, at Elbæk og partifæller har samlet erklæringer nok - og måske endda mindre, fordi valgudskrivelsen ifølge viceborgmesteren vil få flere til at huske at indsende deres vælgererklæring.

»Så skal Alternativet holdes væk fra optaktsprogrammerne, partilederdebatterne og de tvivlende socialdemokratiske og radikale vælgere - ja, så skal valget ligge i februar,« afslutter Katrine Lester.

Hendes indlæg har fået Uffe Elbæk til tasterne på Twitter, hvor han linker til indlægget på piopio.dk:

»Okay - så er skræmmekampagnen mod Alternativet skudt i gang. Og så fra socialdemokratisk side. Hmmmm,« lyder reaktionen fra løsgængeren.

Også i blå blok vækker S-borgmesterens opfordring opsigt. Venstres innovations- og iværksætterordfører, Jakob Engel-Schmidt (V), skriver på Twitter:

»Sympatisk melding, alligevel!«