Kritikken af regeringen i Jens Rohde og Erik Boels omstridte kronik er skudt forbi, lyder det fra Socialdemokraternes EU-ordfører.

Socialdemokraternes EU-ordfører, Jens Joel, kalder Venstres europaparlamentariker Jens Rohde og formand for Europabevægelsen, Erik Boels, kronik i søndagens udgave af Berlingske for »en kronik, som kan være meget spændende« og glæder sig over, at EU-politikken giver anledning til debat.

Men kritikken af regeringen som værende uden handling er forfejlet, lyder det.

- Det, der er problemet med denne her kronik, er sådan set ikke, at man diskuterer de her ting, det, der er problemet, er, at det er meget skråsikkert, og at regeringen beskyldes for at være strudsen i denne her sammenhæng, siger Jens Joel.

Jens Rohde og Erik Boel skriver i kronikken, at »Christiansborg fører strudsepolitik«, og at man ikke hører »et kvæk fra regeringen, som har ansvaret for at drive EU-politikken frem«.

- Det mener jeg ganske enkelt ikke er rigtigt. Alt det, der omtales i kronikken, for eksempel banktilsynet, er områder, hvor vi forsøger at få dansk indflydelse og få stillet nogle kvalitative krav, siger Jens Joel.

Rohde og Boel foreslår således i kronikken, at der indføres et fælles banktilsyn. Det er regeringen sådan set ikke uenig i, lyder det fra Jens Joel, man vil bare ikke lægge sig fast på en deltagelse, inden man ved, hvad det går ud på.

- Det virker nærmest som om, at de siger, at vi skal med i et fælles banktilsyn. Det kan der vare mange gode grunde til, men det er måske lidt tidligt at konkludere på den slags. Vi forholder os konkret til indhold i stedet for at konkludere på forhånd, om vi skal med eller ikke skal med. Og det tror jeg er den måde, vi får mest dansk indflydelse og får det bedste ud af det, siger Jens Joel.

I kronikken fremhæver Rohde og Boel også behovet for »et forpligtende forsvarssamarbejde« i EU - men det finder allerede sted, lyder det fra Jens Joel.

- Vi forfølger den tankegang - både i NATO og EU, at hvis vi i fremtiden skal have et militær, som skal løse de opgaver, vi skal løse, men samtidig gøre det på en effektiv måde, er det jo tåbeligt at gøre alt for mange af tingene dobbelt. Der er det jo rigtig positivt, at vi har et samarbejde, og det sker allerede, siger han.

- Men hvis det, der ligger i det, er, at EU med en flertalsbeslutning skal kunne sende soldater i krig, så er vi ikke enige, siger han.

Kronikørerne efterlyser også fælles EU-regler om asylansøgere. Her er regeringen heller ikke helt enig.

- Vi er enige i, at der skal strammes op. De peger på en rigtig problemstilling, men de er ikke særligt konkrete. Hvis det, der ligger i det, er, at vi skal have fælles asylregler, så er regeringen ikke enig. Vi har fremlagt ret klart, at vi ønsker et opgør med retsforbeholdet, men vi ønsker at erstatte det med en tilvalgsordning, og en af grundene til det, er, at vi ikke mener, at det er Bruxelles, der skal lave vores asylpolitik, siger Jens Joel.

Kronikken i Berlingske har betydet, at Jens Rohdes EU-spidskandidatur for Venstre er i fare - partiet har på sit landsmøde i Herning således valgt at udskyde kåringen af en spidskandidat til næste år.