TV-værten Hans Pilgaard er forundret over Dansk Folkepartis folketingsmedlem Mette Hjermind Dencker, som han mistænker for at have blokeret og censureret ham på grund af et nærgående spørgsmål om homoseksualitet. Mette Hjermind Dencker bekræfter, at hun har slettet spørgsmålet.

Hans Pilgaard har delt sin mistanke i et meget liket og meget delt opslag på Facebook, hvor han fortæller, at hans mistanke bunder i, at han via samme sociale medie spurgte Mette Hjermind Dencker, om hun virkelig mener, at det er unaturligt at være homoseksuel, som hun skrev engang i en klumme i 2013.

Det spørgsmål, som blev formuleret som et opslag på hendes Facebook-side, blev ifølge Hans Pilgaard behandlet på denne måde:

»Mit opslag blev slettet, og hun har nu blokeret mig. Er det en måde at opføre sig på som folkevalgt medlem af Folketinget. At man svarer spørgsmål ved at slette det?? Jeg håber virkelig, det er en fejl,« skriver Hans Pilgaard.

Men det er ikke nogen fejl, fortæller Mette Hjermind Dencker til BT søndag morgen.

Så du har slettet hans spørgsmål?

»Ja, men det gjorde jeg ved alle,« fortæller hun med henvisning til, at Hans Pilgaard langt fra var den eneste, der reagerede stærkt efter en mere end to år gammel klumme fra hendes hånd fik et nyt liv på Facebook.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ

Det forum ville hun ikke lægge side til, og hun henviser også til, at der på hendes Facebook-side står retningslinjerne for at komme i kontakt med hende, og at det skal foregå på mail, hvis det er. Det har hun også – i en privat besked – fortalt Hans Pilgaard, at han er velkommen til at gøre.

At det lige netop blev Mette Hjermind Dencker, der blev genstand for Hans Pilgaards nysgerrighed omkring DF’s holdning til homoseksualitet, skyldes, at Mette Hjermind Dencker i en klumme i MetroXpress tilbage i januar 2013 skrev følgende:

»Findes der børn, der flytter hjemmefra før de bliver 18? Findes der mennesker, hvis livsfælle er af samme køn? Findes der folk, der lever alene med deres børn? Findes der børn, der aldrig har mødt deres far, fordi de er skabt ved insemination? Findes der børn, der lever sammen med flere voksne? Svaret på alle spørgsmål er JA! Det findes i dagens Danmark. Er det naturligt? NEJ! Uanset hvor anerkendt, udbredt og normalt det bliver, vil det aldrig være naturligt at leve på en måde, der strider mod naturens orden,« skrev hun blandt andet.

At Hans Pilgaards spørgsmål ikke længere er at finde på Mette Hjerminds Denckers Facebook-side lader han sig ikke bremse af:

»Jeg er rystet. Og nu agter jeg at gå videre med spørgsmålet, indtil hun svarer. For hun kan jo bare svare, at hun er fejlciteret, at hun har ændret holdning, eller at partiet HAR den holdning og så stå ved den...... Ellers må man jo prøve partiet - Danmarks næststørste parti - Dansk Folkeparti,« skriver Hans Pilgaard, der for en god ordens skyld også viser det spørgsmål, som han så sidenhen har fået slettet:

Kære Mette Hjermind Dencker! Jeg tillader mig at henvende mig til dig som folkevalgt medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Jeg vil bare høre, om du stadig står fast på din tidligere udmelding om, at det var og er naturstridigt og unaturligt at flytte hjemmefra, før man er 18 og ligeledes at det er naturstridigt og unaturligt at leve som homoseksuel eller at vokse op uden både en mor og en far til stede? Det er mere for afklaringens skyld - ligesom jeg er nysgerrig på, om det er partiets holdning eller kun din egen. På forhånd tak for svaret og tillykke med jeres valgresultat. De bedste hilsner Hans Pilgaard.

Hans Pilgaard kan dog bare kigge i denne artikel, hvis han ønsker svar på, om Mette Hjerming Dencker står ved sin klumme dengang, for det spurgte BT hende om, da vi nu alligevel var i kontakt med hende:

»Det er en udtalelse, som jeg var ude at beklage allerede dengang. Det skyndte jeg mig at gøre, og den undskyldning står jeg ved.«

Midt på eftermiddagen søndag sendte Mette Hjermind Dencker en mail til BT, hvori hun nævner, at Hans Pilgaard ikke har taget imod hendes opfordring til at kontakte hende på den mail, hun opfordrer debattører til at henvende sig til hende på. Ligesom hun også gerne vil benævne, at hun har henvendt sig til Hans Pilgaard, selvom denne i en anden artikel om sagen siger, at hun ikke har.