Konflikten på Vejlegården får nu endnu en politiker til at blande sig i debatten

Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil har svært ved at blive i feriens hængekøje og blander sig nu i debatten:

- Det er så himmelråbende, at personalet på Vejlegården lader egoismen få forrang. Det er 'mig', 'mig' og 'mig' og det er så skide usympatisk, siger Rosenkrantz-Theil.

Hun bemærkede, at en af de ansatte på forsiden af BT bad folk om at lade dem være i fred, og det var dråben.

Pernille Rosenkrantz-Theil fastholder, at parterne selv skal løse konflikten. Men det er svært som politiker ikke at have en holdning til sagen.

- Det her er en meget vigtig principel debat. Folks løn-og arbejdsvilkår er noget, vi glemmer at diskutere i det daglige. Men i sidste ende er ferie, arbejdstid og arbejdsforhold noget af det, der optager os allermest. Fordi det har en kæmpemæssig betydning.