Regeringsrokaden i december har udløst en større fyringsrunde blandt ministrenes særlige rådgivere, de såkaldte spindoktorer.

Foreløbig er de to spindoktorer for den tidligere justitsminister Morten Bødskov, Trine Marie Ilsøe og Kasper Graa Wulff stoppet.

Det bekræfter Justitsministeriet. Rokaden har også kostet Bent Gravesen og Lasse Perrild-Mathiasen jobbet - de var særlige rådgiver for Holger K. Nielsen, da han var skatteminister, men er ikke blevet tilbudt nye jobs.

Justitsminister Karen Hækkerup tager sin særlige rådgiver Morten Høyer med fra Fødevareministeriet. I modsætning til Morten Bødskov har Karen Hækkerup kun ret til en enkelt spindoktor, da hun ikke sidder i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Det samme er tilfældet for den ny skatteminister Jonas Dahl. Efter reglerne må han også kun knytte en enkelt rådgiver til sig, da Holger K. Nielsen beholder sin plads i koordinationsudvalget efter skiftet til Udenrigsministeriet.

Jonas Dahl har endnu ikke besluttet, hvem der skal være hans spindoktor. Det er heller ikke afklaret, hvem den ny fødevareminister Dan Jørgensen ansætter.



Ifølge standardkontrakten for særlige rådgivere har de i tilfælde af fyring ret til seks måneders løn. For Kasper Graa Wulff er det formentlig hun et mindre plaster på såret, da han for tre måneder siden opsagde sit faste job hos Socialdemokraterne på Christiansborg til fordel for en mere usikker tilværelse som spindoktor for Morten Bødskov.

Reglerne foreskriver nemlig, at de særlige rådgivere fratræder øjeblikkeligt sammen med den minister, der har ansat dem. Enhedslisten væltede Morten Bødskov 10. december, da man meddelte, at listen ikke længere havde tillid til ham.

Ved at trække sig undgik han at få et mistillidsvotum imod sig i folketingssalen. Udfaldet havde været det samme, idet en minister ikke kan blive siddende, når et flertal i Folketinget har mistet tilliden til vedkommende.