I dagene efter Europa-Parlamentsvalget 25. maj, foregik der et intenst arbejde mellem Jens Rohde (V) og næstformand i Venstre, Kristian Jensen (V), om at sidstnævnte skulle stille op mod Lars Løkke Rasmussen efter det katastrofalt dårlige valg.

Historien kommer frem i en ny bog om Lars Løkke Rasmussen (V), »LLR«, som to BT-journalister har skrevet, og som udkommer på mandag.

Venstres Europa-Parlamentariker Jens Rohde bekræfter historien, men ser intet odiøst eller fordækt i fremstillingen. Rohde gik selv ud i Viborg Stifts Folkeblad og udfordrede Lars Løkke Rasmussens formandskab:

Læs også:

»Der er ikke noget fordækt overhovedet. Dagen før, at jeg går ud og siger, at Lars Løkke bør gå til fordel for Kristian Jensen, da har jeg ringet til Claus Richter, vores partisekretær, og orienteret ham om, hvad der kommer til at ske, og hvad der er baggrunden for det. Udgangspunktet var, at hvis man går ind i en krig, så skal man vide, hvordan man vinder freden, og derfor ville det være håbløst, amatøragtigt, hvis ikke man inden man beder formanden om at gå af, hvis man så ikke har nogen at sætte i stedet. Og derfor har jeg naturligvis sikret mig ,at Kristian Jensen stod til rådighed,« siger Jens Rohde til Radio24syv.

I dagene derefter foregik der et tæt parløb.

»Tingene går jo sin gang, og det er så godt beskevet efterhånden, at ingen behøver at være i tvivl om. Det får ikke nogen betydning for valgkampen, der er ikke noget nyt, alle ved jo, hvad der foregik dengang. Nogen støttede Kristian Jensen og andre Lars Løkke Rasmussen, og vi gjorde det alle fordi vi troede at det var det bedste for partiet,« siger Jens Rohde.