KØB PLUS!

Rohde har ingen modkandidater trods kronik-dramatik

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen betegner EU-parlamentariker Jens Rohde som Venstres »førstemand i Europa« trods Rohdes opsigtsvækkende EU-kronik.

På trods af dramatik på Venstres landsmøde i Herning grundet en opsigtvækkende kronik om EU har europaparlamentariker Jens Rohde fortsat Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens opbakning til at blive partiets spidskandidat i forbindelse med Europaparlamentsvalget i 2014.

- Han er vores førstemand i Europa, og han gør et rigtig godt stykke arbejde, og havde vi valgt en spidskandidat i dag, så var det også blevet Jens Rohde. Det er der slet ikke nogen tvivl om, siger Lars Løkke Rasmussen, efter Venstre på et krisemøde lørdag aften besluttede at udskyde det planlagte valg af Jens Rohde som spidskandidat.

Mens det øvrige landsmøde lørdag aften festede med tre retter, vin og toner fra Søren Pind, besluttede Venstre at udskyde valget på grund af en kronik af Jens Rohde, som har sået tvivl om Venstres EU-holdning.

Men kronikken var ikke ment som et valggrundlag, lyder det fra hovedpersonen.

- Det her var tænkt som et debatoplæg, hvor alle skulle kunne byde ind, men nu kommer det så bare tilfældigvis i en avis samme dag, som jeg bliver valgt - eller skulle have været valgt som spidskandidat - og så kommer det ind i en forkert kontekst, og så skaber det signalforvirring, og jeg er da nødt til at påtage mig det ansvar, siger Jens Rohde.

I kronikken, som Jens Rohde har skrevet sammen med formand for Europabevægelsen Erik Boel, og som søndag er blevet bragt i Berlingske, foreslås det blandt andet, at en ny EU-traktat skal flytte mere magt til Europa-Parlamentet, at EUs udenrigspolitik som udgangspunkt skal træffes med flertalsafgørelser, og at EU skal have et fælles forsvar.

Det var for meget for Venstres top, der har forsøgt at få Rohde til at trække kronikken i land.

Lars Løkke Rasmussen kalder det en rigtig beslutning at udskyde valget.

- Jeg holder rigtig meget af Jens Rohde, og han er en fantastisk ressource for Venstre i Europa-Parlamentet. Man lytter til Jens Rohde, når han siger noget, og det er også derfor, jeg synes, det er så klogt, at han i går nåede den konklusion, at det nok ville være dårlig timing at vælge ham som spidskandidat med afsæt i den kronik, han har skrevet, som ikke er Venstres politik, siger Lars Løkke Rasmussen, der ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger har været rasende over kronikken.

Det samme gælder Venstres EU-ordfører, Lykke Friis, der glæder sig over beslutningen om at udskyde valget. Hun bakker dog fortsat op om Jens Rohde.

- Jeg kan ikke se, at der skulle være ændret noget, hvad det angår. Han har besluttet oven på sin kronik at sige, at nu slår vi om i banen, og nu starter det meget spændende politiske arbejde med at udvikle en fælles platform, som selvfølgelig også skal være så bred, at vi kan få rigtig mange med op på den platform med mange gode kandidater, siger hun og afviser samtidig, at hun har planer om at stille op.

Også europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) giver sin opbakning til Rohde.

- Jens Rohde er den eneste spidskandidat, der har været på banen indtil videre, og i den forstand er han også den rigtige, siger Morten Løkkegaard, der ikke selv har planer om at stille op.

- Nu skal man som bekendt aldrig sige aldrig i politik. Det er stort set den eneste grundregel, jeg har, men jeg kan sige, at jeg ikke har nogen aktuelle planer om at stille op til noget som helst, og jeg har ikke haft det på noget tidspunkt, siger han.