Et ønske om dagpengelempelser fra fagbevægelsen og SF bliver skudt ned af den nye radikale leder, Morten Østergaard. De Radikale står fast på Margrethe Vestagers linje, siger han.

Morten Østergaard (R) sagde sætningen en del gange efter sin udnævnelse som de Radikales nye politiske leder søndag:

»Vi har fået en ny politisk leder i Radikale Venstre, men ikke en ny politik.«

Og mandag gentager han det igen - også selvom både fagbevægelsen og SF i Børsen lufter et ønske om, at de Radikale med Margrethe Vestager (R) af vejen vil sætte dagpengelempelser på finansloven.

»Vores linje er fuldstændig uændret, og det er regeringens i sagens natur også,« siger Morten Østergaard til Berlingske Nyhedsbureau.

»Jeg er optaget af, hvad vi gør for de mange danskere i den arbejdsdygtige alder, som står helt uden for arbejdsmarkedet, og de børn, der fødes under dårlige kår, som følger dem resten af deres liv. Det er det, der er vigtigt for mig: Lige muligheder for alle danskere. Men dem, der har opbrugt deres dagpengeret - dem har regeringen taget hånd om,« fastslår den nyudnævnte radikale leder med henvisning til de 40.000 ledige, der siden januar 2013 har opbrugt dagpengeretten.

Både FOA, FTF og den tidligere regeringspartner SF bider sig fast i, at Morten Østergaard søndag slog fast, at han er optaget af de tusindvis af ledige, der står på kanten af arbejdsmarkedet. Ingen af dem er helt fortrøstningsfulde, men de øjner alligevel en mulighed for at opgør med Vestagers »sådan er det jo«-linje.

Men Morten Østergaard har i sinde at fortsætte reformkursen.

»Jeg har stået last og brast med Margrethe nu i syv år i alle væsentligt beslutninger, og derfor er der ikke nogen ændringer i forhold til den førte politik. De reformer, vi har lavet og arbejdet for, det er dem, der gør, at vi nu kan investere i vores fælles velfærd, og at der er flere, der kommer i arbejde. Derfor holder vi reformkursen,« fastslår han.

Spørgsmål: Så fagbevægelsen og SF skal ikke regne med åbninger fra jer på dagpengespørgsmålet under finanslovhandlingerne?

»Vi har nedsat en dagpengekommission, fordi den næste dagpengereform skal være bedre forberedt end den sidste, som vi jo igen og igen har måttet rydde op i. Men vi inviterer jo nu til finanslovforhandlinger. Og der er et råderum, der kan bruges blandt andet til blandt andet de børn, der fødes under dårlige vilkår, og hvad vi kan gøre for de mange tusinde danskere, som står uden for arbejdsmarkedet, fordi de har andre problemer end ledighed. Og det, håber jeg ærligt talt også, optager fagbevægelsen og SF,« siger Morten Østergaard.

Dagpengekommissionen kommer med sine anbefalinger senest ved årsskiftet 2015/2016.