Allerede få uger efter asylansøgere er kommet til Danmark, skal de have afklaret deres kompetencer, så de hurtigt kan komme i job. Samtidig skal asylansøgere have mulighed for at bosætte sig i den kommune, de har fået job i, lyder et forslag fra SF. Enhedslisten og Socialdemokraterne bakker op.

Asylansøgere skal lettere kunne tage et job og bruge de kompetencer, de har. Sådan lyder det fra de røde partier forud for, at regeringen forventer at præsentere sit integrationsudspil. Det skriver Jyllands-Posten.

SF foreslår, at asylansøgeres kompetencer skal være afklaret allerede efter få uger, og at der oprettes såkaldte jobbørser, som kan være bindeled mellem asylansøgere og virksomheder.

Integrationsordfører i SF Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) siger til avisen, at syriske flygtninge har både arbejdsmarkedserfaring og uddannelse med i bagagen.

»Og vi kommer ikke til at sende dem hjem inden for en overskuelig fremtid. Derfor skal vi skal have dem ind på et spor, hvor de er selvforsørgende,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt til Jyllands-Posten.

Forslaget bakkes op af Enhedslisten og Socialdemokraterne.

Politisk ordfører i Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen (EL) kalder forslaget »fornuftigt«.

Regeringen har allerede bebudet, at flygtninge skal have deres kompetencer kortlagt inden for tre uger, og Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann (S) siger, at de yderligere initiativer fra SF »peger i den rigtige retning«.