Hvis S-SF vinder valget, vil partierne indføre 12 ugers barsel til mænd. Hele oppositionen støtter forslaget.

En samlet opposition lover at indføre øremærket barsel til mænd, hvis den kommende regering bliver rød, skriver Information.

Alle partier fra Enhedslisten til Radikale Venstre er enige om et beslutningsforslag om 12 ugers barsel til mænd, hvilket skal ændre på den ujævne fordeling mellem mænd og kvinders orlov, der er i dag.

- Vi har et beslutningsforslag, som en samlet opposition har fremsat indtil flere gange, som går på at indføre tre måneders øremærket barsel til mændene, siger ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge (SF) om forslaget, der bakkes op af EL, S og R:

- Inden for det eksisterende års barselsorlov skal der øremærkes 12 uger til mænd. Der er stadig frit valg, men vi mener, det er nødvendigt at øremærke barsel til mænd, så det bliver en rettighed også for mændene, siger Lone Dybkjær (R) til Information.

Partierne bag forslaget peger på tre fordele ved øremærket barsel til mænd.

For det første skal det ændre kulturen på arbejdspladser, hvor mænds barsel er et tabu, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

- I dag er det sådan, at over 90 procent af barslen tages af kvinder. Mange mænd oplever at blive mødt med fordomme på arbejdspladsen, når de beder om barsel.

Derudover vil en øremærkning hjælpe kvinderne, der ikke vil opleve samme løntab i forbindelse med barslen, og endelig handler det også om kønspolitik, siger Pernille Vigsø Bagge.

Forslaget får næppe stemmer fra blå blok, der tidligere har afvist øremærkningen.

- Vi er imod, fordi vi synes, familierne selv skal have lov til at finde ud af, hvordan de skal holde deres barsel. Det er ikke noget, der skal dikteres inde fra Christiansborg, siger ligestillingsordfører Louise Schack Elholm (V).

Synes du, at det er en god idé at indføre 12 ugers øremærket barsel til mænd?

Deltag i debatten under artiklen.

/ritzau/