Enhedslisten og SF er alligevel klar til at skære i udviklingsbistanden. Partierne foreslår, at man tager fra bestemte erhvervsprojekter og korrupte stater.

Enhedslisten og SF er alligevel klar til at skære på udviklingsbistanden, bare det bliver gjort de rigtige steder. Sådan lyder meldingen fra de to partier efter de indledende finanslovforhandlinger tirsdag aften.

»Der er dele af udviklingsbistanden, der går til nogle erhvervsstøtteprogrammer, som måske i højere grad er støtte til nogle danske virksomheder end til udvikling. Så det kunne man godt forestille sig at spare på,« siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), dog uden at hun vil sætte konkrete tal på hvor meget der i så fald kan skæres på de projekter.

»2,5 milliard på udviklingsbistanden er uforsvarligt, men der er dele af udviklingsbistanden, som vi altid har været kritiske overfor, og det vil vi gerne være med til at diskutere,« siger hun.

Også SFs leder Pia Olsen Dyhr (SF) er enig i, at der er områder på udviklingsbistanden, der ikke giver mening.

»Vi har tidligere været inde og kigge på, om der er ting, der ikke giver mening, og som man bør overveje, Hvis der er lande, som er korrupte eller bruger pengene til militær, så har vi ikke noget problem med at kigge på det. Men 2,5 milliard er for mange penge at skære,« siger hun.

Hun mener ikke, at alle udviklingsmidlerne bliver brugt rigtigt.

»Jeg vil ikke gå ind i konkrete lande, men selvfølgelig er der penge på udviklingsbistanden, der ikke bliver brugt til verdens fattigste. Og det er jo ideen med udviklingsbistanden,« siger Pia Olsen Dyhr.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) mener ikke, at Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Olsen Dyhr har ret i, at der findes dansk bistand, der nemmere kan spares, fordi den alligevel havner i de forkerte lommer.

»Den danske udviklingsbistand er meget gennemevalueret og kan måle sig med de bedste i verden. Så det er ikke vores oplevelse, at det forholder sig sådan. Men det er positivt for forhandlingerne, at de ser områder, hvor der kan skæres,« siger han.