De røde partier er kampklare og kræver svar på mange store spørgsmål fra Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen under valgkampens første TV-debat.

Partierne fra rød blok med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i front har masser af kontante spørgsmål til Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) ved folketingsvalgets første TV-transmitterede partilederdebat onsdag aften på DR.

»Hvornår ser vi planen for, hvor du vil prioritere, hvad der skal skæres ned på i den offentlige sektor, og hvad er det for nogle skattelettelser, der skal gives,« lyder det fra statsministeren, som opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at lægge en plan frem.

»Det har vi andre gjort,« konstaterer hun.

Også De Radikales leder Morten Østergaard (R) ønsker svar fra Lars Løkke Rasmussen og konfronterer Venstre-lederen med, hvad han har lært af den økonomiske krise.

»Lars Løkke Rasmussen, der er mange, der vil have dig til at svare på nogle spørgsmål her til aften,« konstaterer Kim Bildsøe Lassen, som er vært ved aftenens partilederdebat.

»Det er uforståeligt, at du (Lars Løkke, red.) og højrefløjen kan blive ved med at banke løs på de mennesker, der er så uheldige at være arbejdsløse,« tilføjer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) til rækken af spørgsmål. Hun kalder dagpengereformen for et »kæmpe flop« og vil samtidig gerne have Løkke til at erkende dette.

»Idéen om, at hvis man tager penge fra folk og gør dem fattige, så finder de et arbejde, holder ikke,« fastslår Enhedslistens leder.

En Megafon-måling viste forud for den første partilederdebat ifølge TV2, at 49 procent af danskerne i høj grad foretrækker Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, mens 38 procent svarer, at de i høj grad fortrækker Lars Løkke Rasmussen (V).

Både DR og TV2 vil de kommende uger - helt præcist 23 dage - følge op med flere lignende debatter, ligesom der også vil blive enkelte seancer, hvor det alene er de to statsministerkandidater, der står over for hinanden i debatringen.