Stemmerne i Grønland og på Færøerne og talt op, og Søvndal og Thorning har igen grund til at juble.

Helle Thorning-Schmidt og resten af den røde blok kan føje tre ekstra mandater til valgsejren torsdag.

Det står klart, efter alle stemmer er talt op i både Grønland og på Færøerne, som hver har to nordatlantiske mandater.

Helt som ventet sejrede begge de venstreorienterede partier IA og Siumut i Grønland, som dermed sender to røde mandater i Folketinget i form af Sara Olsvig fra IA og Doris Jacobsen fra Siumut.

IA slugte 41,6 procent af stemmerne, mens Siumut fik 36,2 procent. De to borgerlige partier Demokraterne og Atassut fik henholdsvis 12,3 og 7,4 procent af stemmerne, og går dermed markant tilbage siden sidste valg.

Lidt over 200 stemmer mangler dog stadig at blive talt op i Grønland, men Rigsombudsmanden oplyser, at de sidste valgkrydser ikke rykker ved resultatet.

Antallet af sofavælgere er dog steget i Grønland. Stemmeprocenten landede i år på 57,4, mens 63,2 procent af grønlænderne gik i stemmeboksen ved valget i 2007.

Mens begge de grønlandske mandater er røde, får mandaterne på Færøerne hver sin farve.

Her blev det Sambandspartiets Edmund Joensen og Socialdemokratiets Sjurdur Skaale, som skal repræsentere øgruppen i Folketinget.

/ritzau/