Det er ikke kun Syrien-krigere, der risikerer at blive ramt af regeringens lovforslag om at tage passet fra danske statsborgere, hvis der er mistanke om, at de vil deltage i udenlandske krige. Det kan nemlig også ramme rockere, skriver Information.

Det fremgår af et svar fra justitsminister Mette Frederiksen (S) til Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø).

»Selv om baggrunden for lovforslaget er den aktuelle konflikt i Syrien og Irak, skal forslaget ses i en bredere sammenhæng,« skriver Mette Frederiksen i svaret, hvorefter hun forklarer, at rockeres tilslutning til udenlandske bander også vil kunne begrunde fratagelse af passet.

Læs også:

Af svaret fremgår det ifølge Information yderligere, at »ophold hos en udenlandsk gruppe inden for rocker- eller bandemiljøet, der begår omfattende, grænseoverskridende kriminalitet«, er et eksempel på en situation, hvor en person kan risikere at få frataget sit pas.

Læs også:

Det skyldes ifølge ministeren, at sådanne ophold også vil øge risikoen for, at rockere vil begå alvorlige strafbare forhold i Danmark.

Hos Enhedslisten undrer retsordfører Pernille Skipper sig over målet med lovforslaget, og hvem det kan ramme.

Læs også:

Jacob Mchangama, jurist og direktør i tænketanken Justitia, stiller sig ligeledes kritisk over for lovforslaget og ser det som et typisk eksempel på, hvordan man med et lovforslag, der er affødt af en konkret fare, også kan ramme andre områder.

Han mener ikke, at rockerne udgør den samme fare for Danmark som en person, der er vendt hjem fra krig i Syrien.

BNB