Det er forfærdende, når rockerne præsenterer sig som samfundets beskyttere, skriver Venstres Søren Pind på sin blog søndag. Men de har en pointe, mener han.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mens skuddene fyger om københavnernes ører, siger Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, nu, at rockerne har en pointe med deres såkaldte "Sjakal-manifest". Pinds analyse af bandekonflikten blev lagt ud på hans blog søndag, hvor han samtidig beklager udviklingen, der ifølge udenrigsordføreren er en konsekvens af slapheden i Københavns Politi.

- At vi i 2009 skulle se rockere og mordere træde frem som samfundets beskyttere er forfærdende, skriver Pinds på sit blog-univers på berlingske.dk.

Han understreger over for Ritzau, at han ikke ser rockerne som samfundets beskyttere, men ønsker ikke at uddybe sit indlæg yderligere. Pind har efterfølgende præciseret "træde frem" til "præsentere" på sin blog.

Bloggen er en reaktion på det såkaldte "Sjakal-manifest", som Hells Angels i sidste uge lagde ud på sin hjemmeside. Her defineres sjakaler blandt andet som folk, der hovedsageligt er arabere, som terroriserer børn og unge, angriber ældre i flok og generelt optræder aggressivt i trafikken.

- Jeg gider ikke forholde mig til mellemregningerne. Jeg vil hellere forholde mig til det beskrevne. Og alt i alt må jeg - desværre - sige, at beskrivelsen ikke er meget af vejen. Så meget desto værre, skriver Pind.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen kan godt følge Pinds kritik, men i stedet for at rette skytset mod politiet mener han, at kritikken i stedet skal rettes mod regeringen selv, som ifølge DF'eren har været for slappe på bandeområdet.

- Det er absurd, at Hells Angels nu haft held til at skabe sig en platform, hvor de rammer noget, som mange danskere tænker. Hells Angels er kriminelle, og så er den ikke længere, siger han.

/ritzau/