Justitsministeren vil skille rockere og andre bandemedlemmer fra resten af de indsatte i fængslerne for at undgå ballade. Det kan gøre livet bedre for de andre indsatte og personalet, mener fængselsbetjentene.

En stor del af de godt 300 Hells Angels-rockere, Bandidos-rockere og andre bandemedlemmer, der lige nu er spredt omkring i de danske fængsler skal samles i en stor afdeling og fordeles på andre særskilte afdelinger.

Det vil justitsminister Morten Bødskov (S) foreslå onsdag, når regeringen fremlægger et udspil til en ny aftale for Kriminalforsorgen, der driver de danske fængsler.

- De skal simpelthen væk fra de andre indsatte, fordi de øger spændingerne, bidrager til konflikterne og gør det vanskeligt at have en effektiv indsats, hvor vi får flest muligt ud på den anden side af fængselsmuren, uden at de havner i kriminalitet igen, siger han til Jyllands-Posten.

Forslaget indebærer, at der skal oprettes en ny afdeling med plads til 48 bandemedlemmer, og derudover lægger regeringen op til, at de eksisterende afdelinger i fængslerne skal laves om til mindre enheder, så rockerne kan isoleres.

- Kriminalforsorgen får økonomi til at lave det. Vi skal væk fra, at man ikke er i stand til at håndtere et problem, som politiet og domstolene har løst, nemlig at vi har fået fat i mange af de typer. Nu skal det håndteres i Kriminalforsorgen, så de typer ikke for lov til at terrorisere andre indsatte og sætte sig på miljøet i fængslerne, siger Morten Bødskov.

Fængselsforbundet, der organiserer de ansatte i fængslerne, har længe ønsket, at rockere og andre bandemedlemmer blev skilt fra de øvrige fanger.

- De intimiderer personalet, sætter sig på magten i forhold til de andre fanger og står bag en stor del af indsmuglingen, hvor vi finder et hav af mobiler og anabolske steroider, siger forbundets formand, Kim Østerbye, til Jyllands-Posten.

Regeringens udspil indebærer også en større indsats for at uddanne de indsatte, så de har bedre muligheder for at bryde med den kriminelle verden, når de forlader fængslet.

- Vi ved, at det virker, hvis folk har et solidt fodfæste enten i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet, når de kommer ud på den anden side af muren, siger Morten Bødskov til Politiken.

Han vil have gennemført en nytænkning af behandlingen af de indsatte, fra det øjeblik de træder ind gennem fængselsporten. Den nytænkning skal resultere i et nyt og mere effektivt resocialiseringsprogram.