Et blodigt drama er under opsejling på Københavns rådhus. Det foregår helt oppe i tårnet, og liv står på spil.
Flere hundrede risikerer at miste livet, fordi Socialdemokraterne og overborgmester Ritt Bjerregaard helt har glemt dem, da de forhandlede budget i efteråret.
Vi taler om rådhusduerne.
Et par hundrede særligt fine duer bor i tårnet, hvor de bliver passet og plejet af særligt personale og får sund og lækker duemad, så de ikke skal slås om tørre pølsebrød nede på pladsen sammen med de jævne gadeduer.
Det har de gjort så længe nogen kan huske, men sidste efterår blev der ikke afsat penge til duerne på budgettet.
Og det er temmelig dyre duer, så nu mangler der en halv mio. kr. til at renovere duernes tårnfaciliteter og sørge for at duepasserne har miljørigtige arbejdsforhold. Samt 160.000 til den årlige drift.
Redningsbælte til duerne
- Socialdemokraterne har simpelthen glemt at sætte penge af til duerne. Men jeg har ikke særlig lyst til at underskrive deres dødsdom. Samtidig har jeg heller ikke særlig lyst til at tage pengene fra andre gode initiativer som fodboldbaner eller biblioteker, siger Venstres kulturborgmester Pia Allerslev.
Hun er derfor frisk på at kaste et redningsbælte ud til duerne: Hun vil udlicitere dem.
- Jeg vil foreslå, at vi tilbyder virksomheder, at de kan sponsorere duerne – på samme måde, som man kan sponsorere dyrene i Zoologisk Have, siger hun.
Holder andre racer nede
De 200-300 klippeduer, som befolker duetårnet på Martin Nyrops rådhus i København, er fornemme raceduer, som er med til at holde bestanden af almindelige duer på Rådhuspladsen nede. De er også ringmærkede med særlige ringe med tre tårne på, så de kan bryste sig af at være tretårnede duer.
Enhedslistens Jens Kjær Christensen blev dybt rystet, da han på byrådsmødet sidste torsdag fandt ud af, at mordplanerne var undervejs. Og han bakker op om sponsoreringen, selv om det normalt ikke er socialistisk politik.




















