I lørdags kom det frem, at Ritt Bjerregaard i årevis havde hemmelige elskere med hendes mands accept. En af disse - lægen Erik Holst - blev ansat af Bjerregaard til en toppost. Men det var ikke et problem, fortæller hun til BT.
Som undervisningsminister hyrede Ritt Bjerregaard i 1975 sin kæreste, lægen Erik Holst, som formand for et udvalg i hendes ministerium.
Da Erik Holst og Ritt Bjerregaard et år tidligere mødtes til Danmarks Lærerforenings 100-års jubilæum, var han formand for Akademikernes Centralorganisation. Efterfølgende udpegede Ritt Bjerregaard ham også til posten som formand for et fagligt udvalg for sundhedsuddannelser, der skulle rådgive ministeren.
Var det ikke problematisk?
»Nej, der var ingen, der vidste, at vi havde et forhold. Og det var aldrig noget problem at samarbejde.«
Men det kunne opleves som nepotisme?
»Det tror jeg ikke. Der var ingen, der var uenige i, at han (Erik Holst red.) var den rigtige. Det var jo heller ikke et fuldtidsjob, bare en ekstra aktivitet, han havde,« siger hun.
Ritt Bjerregaard skriver i sine erindringer, at en af Erik Holsts kollegaer på et tidspunkt omtalte ham som Struensee, (Christian d. 7.s livlæge, der inddledte en affære med dronning Caroline Mathilde). Et tegn på at forholdet ikke var helt så hemmeligt for omverdenen, som Ritt Bjerregaard håbede.
Hvad betød det for dig?
»Vi havde talt om, og sørgede for, at vores forhold ikke blev opdaget. Det var vigtigt. For dengang var jeg ikke klar til at forklare det.«