Rigide og ufleksible regler står i vejen for at få flygtninge i arbejde. Det mener i hvert fald Jørgen Mads Clausen, der er bestyrelsesformand i Danfoss.

Jørgen Mads Clausen er initiativtager til projektet Asylprojekt Sønderborg, der har til formål at få asylansøgere på Sønderborg Asylcenter ind på lokale arbejdspladser i byen. Og interessen fra både asylansøgerne og erhvervslivet har vist sig at være stor. Men stramme regler udfordrer projektet.

Det har fået Jørgen Mads Clausen, der er blandt Danmarks rigeste mænd, til at skrive et brev til Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg, som Avisen.dk har fået indsigt i.

Læs også:

»Reglerne på området er for rigide, og det håber vi vil blive ændret fremadrettet, hvilket vi meget gerne vil i dialog med jer om,« skriver Jørgen Mads Clausen den 1. juli.

Sammen med Sønderborgs handels- og erhvervsliv ønsker Jørgen Mads Clausen, at de syriske flygtninge, der ankommer til Sønderborg, hurtigst muligt skal ud i arbejde. Det sker ved, at asylansøgernes kompetencer tilpasses Sønderborgs arbejdspladser.

Læs også:

Men når asylansøgerne forlader Sønderborg Asylcenter, forlader de ofte også byen og flytter til en modtagerkommune. Det gør det svært at fastholde dem i det arbejde, som de blev matchet i Sønderborg, men det gør det også svært at få dem integreret i lokalsamfundet.

Da Jørgen Mads Clausen stadig ikke har fået svar på brevet, har han taget kontakt til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg. Samtidig har han inviteret integrationsminister, Inger Støjberg, til Sønderborg, så hun kan høre mere om Asylprojekt Sønderborg.