Regeringen haster lov igennem, der skal give PET adgang til oplysninger om flypassagerer, lyder kritikken fra en række retsordførere. Der mangler væsentlige svar om borgernes retssikkerhed, lyder det.

Et omstridt lovforslag, der skal give PET adgang til oplysninger om flypassagerer uden en retskendelse, er en gang hastværk.

Sådan lyder det fra flere retsordførere, der kræver en grundigere behandling af lovforslaget, som jurister og organisationer har kaldt for et stort indgreb i privatlivet. Det kan dermed betyde, at vedtagelsen af flyregisteret først kan vedtages efter sommerferien. Det skriver Berlingske.

Ifølge Karina Lorentzen (SF), formand for Folketingets retsudvalg, er der behov for, at der bliver indkaldt til en høring med eksterne eksperter og PET for at få klarlagt, hvordan PET konkret vil bruge oplysningerne samt for at sikre, at der tages hensyn til borgernes retssikkerhed.

»Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at PET skal have de oplysninger, som de har behov for, i kampen mod terror. Men spørgsmålet er, om retssikkerheden er god nok. Vi har simpelthen haft for kort tid til at behandle et lovforslag, der er så vigtigt og principielt som det her. Forløbet har ikke været okay,« siger Karina Lorentzen.

I sidste uge beskrev Berlingske, hvordan regeringen som en del af terrorpakken »Et stærkt værn mod terror« ønsker at give PET hurtig adgang til oplysninger om flypassagerer – også kaldet PNR-oplysninger – via en række registre hos Skat.

Hvis forslaget gennemføres, vil det betyde, at PET uden en retskendelse kan få adgang til oplysninger om for eksempel kreditkortinformationer, navne på medrejsende og tidligere reservationer, hvis det vurderes at være relevant i kampen mod terror. Desuden vil det blive muligt for PET at overvåge passagerer, der rejser til særlige destinationer og har bestemte rejsemønstre.

Ifølge Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø), er der fortsat en række usikkerheder med hensyn til borgernes retssikkerhed i forslaget.

»Regeringen forsøger at haste lovforslaget igennem, og forløbet er under al kritik. Det handler ganske enkelt om at få en ordentlig lovbehandling, for det er et kontroversielt og meget indgribende forslag,« siger hun.

Både Liberal Alliance og de Konservative har ligeledes udtrykt bekymring over borgernes retssikkerhed, mens Venstre har ønsket at belyse forslagets konsekvenser bedre.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), vil ikke modsætte sig en ny høring, som flere partier ønsker, men hun mener, at det er ærgerligt, hvis beslutningen udskydes. Hun kan ikke følge de bekymringer, der fremføres:

»Løsningen skal netop ikke bruges til at overvåge hr. og fru Jensen, der tager til Mallorca. Det skal alene bruges til at sikre, at terrorister, der rejser med fly, bliver stoppet.«

Spørgsmål: Med overvågning af specifikke ruter og rejsemønstre er der vel netop tale om indsamling af data om i princippet mange mennesker?

»Det er jo oplysninger, der allerede i dag indsamles af flyselskaberne. Det afgørende for os er, at vi får stoppet potentielle terrorister, inden de gør skade. Og vi lytter til PET, når de siger, at det her er et meget nyttigt redskab,« siger Trine Bramsen.

Hun understreger, at »Tilsynet med Efterretningstjenesterne« skal kontrollere, hvordan PET benytter sig af oplysningerne.