Knap 30 lande har i forbindelse med et møde i København vedtaget et sæt retningslinjer, som skal sikre bedre beskyttelse af tilbageholdtes rettigheder i internationale militære operationer. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse lørdag.

Retningslinjerne er resultatet af et arbejde, der begyndte i 2007 under navnet »Københavnsprocessen«, og internationale organisationer fra hele verden har sammen med de knap 30 lande deltaget i processen.

- Det er meget tilfredsstillende, at Danmark - som jo på godt og ondt har spillet en meget aktiv rolle i militæroperationer i det seneste tiår - nu har leveret internationale retningslinjer, der forhåbentlig kan føre til en bedre beskyttelse af de tilbageholdte på globalt plan, udtaler udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i forbindelse med aftalen.

Arbejdet hen mod retningslinjerne blev sat i gang i erkendelse af, at der var store forskelle internationalt på, hvordan enkelte lande håndterede fanger i forbindelse med militære operationer.

I slutdokumentet fremgår en lang række principper og retningslinjer, som landene skal overholde. Det hedder blandt andet, at tilbageholdte skal behandles humant, ligesom man ikke må forskelsbehandle på baggrund af blandt andet køn, religion eller politisk overbevisning. Desuden er tortur eller andre nedværdigende behandlinger forbudt.

Alle permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd har deltaget i arbejdet.