Regnefejl gav 72 millioner kroner

Frederikshavn Kommune fandt pludselig ud af, at økonomien ikke var så dårlig som først antaget.

Frederikshavns borgmester, Lars Møller (V), fik onsdag en god og en dårlig nyhed.

Den dårlige: At borgmesteren to dage forinden havde fejlinformeret byrådet om udsigten til en historisk lav kassebeholdning på otte millioner kroner.

Den gode: At der var tale om en regnefejl - og at den gennemsnitlige likviditet i stedet er 80 millioner kroner.

- Det er brandærgerligt og beklageligt, at vi går ud med nogle helt forkerte tal, men heldigvis retter det sig nu til den gode side, siger Lars Møller til Nordjyske Medier.

Han forklarer fejlen som »en forudsætningsfejl«, at nogle udgifter er blevet videreført for 16 måneder i stedet for 12 måneder.

Socialdemokraternes leder, Birgit Hansen, er dybt foruroliget over det manglende overblik.

- Det er en borgmesters ansvar, at tallene er valide, og det er påfaldende, at det kan ændre sig så meget på to dage. Det er efterhånden svært at vide, hvad der er op og ned, og hvornår vi kan regne med de tal, der meldes ud, siger Birgit Hansen til Nordjyske Medier.

Lars Møller fastholder, at kommunen fortsat skal finde 50 millioner kroner i besparelse, selv om Frederikshavn Kommune for andet år i træk sætter skatten op.

BNB

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her