Der kan ikke som ventet spares 720 millioner over fire år på kun at give tilskud til tandrensning én gang om året, mener Danske Regioner. Finansministeren står ved regeringens beregninger.

Det er for optimistisk, når regeringen forventer at kunne spare 180 millioner kroner om året over de næste fire år på kun at tilbyde danskerne tilskud til tandrensning én gang om året.

Det viser tal fra Danske Regioner, som dermed mener, at der kommer til at mangle penge i kassen, når der skal etableres 200 nye fængselspladser. Besparelsen på tandrensningerne indgår som en del af finansieringen for de 200 nye fængselspladser, der netop er blevet aftalt i forbindelse med forhandlingerne om Kriminalforsorgen.

- Det er Danske Regioners vurdering, at der kan opnås en besparelse på cirka 125 millioner ved at reducere tilskudsmuligheden for tandrensninger til en gang årligt, lyder det i et svar fra Danske Regioner til Metroxpress.

Finansministeriets udregninger bygger på forkerte forudsætninger, lyder det videre.

- Årsagen til forskellen mellem vores og Finansministeriets besparelsespotentiale skyldes angiveligt, at de har beregnet de 180 millioner på baggrund af Sundhedsstyrelsens rapport fra 2007, som forudsætter, at patienterne får to tandrensninger per år. Vores data viser, at det faktiske tal er 1,5 gange årligt, skriver Danske Regioner.

Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne om Kriminalforsorgen, fordi regeringen ville skære i det offentlige tilskud til tandrensninger, og partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, kalder det et »kæmpe problem«, at Danske Regioner nu er kommet med tal, der strider mod regeringens udregninger.

- Det er regeringens ansvar, at tallene er rigtige. Nu får regeringen et kæmpe problem, for enten kan de ikke finansiere de fængselspladser, de har lovet befolkningen, eller også skal de finde pengene andre steder, siger Kristian Thulesen Dahl til Metroxpress.

Finansminister Bjarne Corydon (S) er imidlertid helt tryg ved sit ministeriums udregninger.

- Vi står naturligvis ved de beregninger, vi har lavet, skriver Bjarne Corydon til Metroxpress.

Spørgsmålet om finansieringen af de 200 nye fængselspladser bliver nu taget op i Finansudvalget af Dansk Folkeparti.