Regeringsuenighed om vækstpakke

Statsministeren vil med en ny vækstpakke sætte skub i økonomien, men i regeringen skal der først skabes enighed om midlerne.

Der er lagt op til intern armlægning i regeringen mellem ikke mindst De Radikale og SF om, hvordan en kommende vækstpakke skal skrues sammen, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisens oplysninger vil De Radikale blandt andet pege på flere afgifts- og skattelettelser til virksomhederne, mens SFerne vil stritte imod.

Tirsdag afslørede Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i Jyllands-Posten, at regeringen planlægger nye vækstinitiativer for at gøre landet klar til et forventet opsving.

Vækstpakken skal ikke mindst baseres på Produktivitetskommissionens anbefalinger i midten af marts, og statsministeren ønsker derfor endnu ikke at være særlig konkret, men der er blandt andet lagt op til færre administrative regler for virksomhederne, initiativer, der styrker konkurrencen i detailhandel og byggeri, og ifølge avisens oplysninger muligvis også visse afgiftslempelser, som statsministeren dog ikke vil bekræfte.

Skatteordfører Nadeem Farooq (R) vil hverken af- eller bekræfte, at De Radikale kræver flere skatte- og afgiftslettelser til virksomhederne.

»Vi vil kigge i hele værktøjskassen og udelukker ikke noget på forhånd. Men det er klart, at vi radikale ser virksomhederne som nøglen til vækst og som dem, der helt grundlæggende skal sikre vores velfærdssamfund,« siger Nadeem Farooq.

Hos SF understreger politisk ordfører og skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF), at flere skatte- og afgiftslettelser bestemt ikke er partiets livret.

»Der er ikke nogen nye selskabsskattelettelser på vej, og det er meget dyrt at fjerne afgifter, så det er i hvert fald ikke det første sted, vi vil kigge hen. Vi vil naturligvis gerne være med til at kigge på, om alle afgifter fungerer efter hensigten, og om der skal skrues på nogle af dem. Højrefløjen har en tendens til at se meget snævert på produktivitet og konkurrenceevne og udelukkende koble det sammen med skatte- og afgiftslettelser. Vi SF’ere ser meget mere bredt på produktivitet, hvor infrastruktur og uddannelse også spiller ind,« siger Lisbeth Bech Poulsen.

Regeringens støtteparti Enhedslisten var ikke med i aftalen om den første vækstpakke fra foråret, og skatteordfører Frank Aaen (Ø) er heller ikke særlig tryg ved statsministerens udmelding.

»Vi kan godt være nervøse for, hvad der ligger under de overskrifter, og at regeringen vil køre videre på den blå linje. Derfor er vores forhåbninger efter finanslovsforløbet heller ikke de allerstørste. Men hvis det er sådan, at vækstpakken reelt skaber job, vil vi selvfølgelig kigge på det. Men hvis det bare er en ny omgang skattelettelser til erhvervslivet, er vi selvfølgelig imod,« siger Frank Aaen til Jyllands-Posten.