Socialdemokraterne og de Radikale er uenige med den sygehusplan, som de Konservative fremlægger i forbindelse med partiets bud på en finanslov.

Som del af de Konservatives finanslovudspil vil partiet sætte 400 millioner kroner af til at opjustere bemandingen på landets sygehuse - særligt i weekenden, i ferierne og om aftenen, hvor bemandingen typisk er mindre.

Men udspillet fra de Konservative får kritik fra både Socialdemokraterne og de Radikale.

»Det er fint at ville sætte penge af til sundhedsvæsnet. Regeringen har fremlagt et finanslovforslag med rigtig mange flere penge til sundhedsvæsnet. Men at de Konservative vil ind og detailstyre og sige, at pengene skal bruges til at ansætte personale i weekenden, det er ikke seriøst,« siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S).

De Konservative begrunder blandt andet forslaget om penge til mere bemanding i ydertidspunkterne med en analyse af 2,65 millioner indlæggelser.

Den påviser, at patienter, der bliver indlagt akut i weekender og ferier, har dobbelt så stor risiko for at dø end patienter, der bliver indlagt i hverdagene.

Flemming Møller Mortensen mener, at de Konservatives grundlag er tyndt:

»Jeg har kun set en undersøgelse vise, at det er farligere at være indlagt i weekenden. Jeg vil rigtig gerne have det underbygget endnu mere, inden man skal bruge penge på det. Det er vel og mærket en undersøgelse, som bygger på ældre tal,« siger han og uddyber:

»For eksempel OECD roser vores sygehusvæsen, og jeg tror, at vores sygehusvæsen er væsentlig bedre end det, de Konservative tror,« siger han.

De Konservative ønsker desuden et opgør med det nuværende sundhedsvæsen, der ifølge partiet i alt for høj grad sætter systemet frem for patientens behov.

Derfor ønsker partiet regionerne nedlagt, så der kun er sygehuse tilbage.

Ifølge Flemming Møller Mortensen er det en helt forkert retning at bevæge sig:

»Konservative har en torn i øjet på regionerne. Vi synes, regionerne er en demokratisk, rigtig god konstruktion, som er tæt på borgerne, for eksempelvis i Sønderjylland og Nordjylland, så hele landet har deres egne regionale politikere, som ved, hvor skoen trykken, og hvad der skal udvikles i sygehusvæsenet, for at det er bedst muligt,« siger han

De Konservative vil blandt andet at tage 250 millioner kroner fra det såkaldte sundhedstjek for at finansiere den opjusterede bemandingen, men det møder modstand hos de Radikale.

»Sundhedstjekket er en af de måder, vi kan mindske uligheden i sundhed. Der er en gruppe mennesker i det her land, som meget sjældent kommer til læge, og som derfor ikke får en tidlig diagnose. Derfor er det vigtigt, at vi får flere mennesker til lægen, så vi hurtigere kan opspore en eller anden sygdom,« siger sundhedsordfører, Marlene Borst Hansen (R).

Konservative fremlægger sit finanslovudspil tirsdag.