Udlændingeservice og Integrationsministeriet var alt for strikse, da de i 2009 krævede, at en narkodømt iraner på tålt ophold i Danmark først skulle bo på flygtningecentret Sandholm og siden melde sig på centret tre gange om ugen.

Det fastslår Højesteret i en ny dom, der får Enhedslisten og Radikale til at kræve reglerne for udlændinge på tålt ophold lempet.

- Dommen er et knusende nederlag for den såkaldte tuneserlov, som VKO-flertallet i 2008 hastede igennem Folketinget. En lov både de nuværende regeringspartier, Enhedslisten og Liberal Alliance stemte imod. Højesterets dom må ikke alene føre til et opgør med tuneserloven, men med en grundlæggende ændring af Danmarks måde at håndtere de mennesker, der er dømt til udvisning, men som ikke kan udsendes, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er en holdning, som man deler i det radikale regeringsparti.

- Dommen slår jo fast, at man ikke bare kan placere folk i Sandholm i al evighed uden at vurdere nødvendigheden og proportionaliteten af indgrebet. Det er virkelig en dom, der skaber lys i mørket, siger folketingsmedlem Zenia Stampe.

- Vi vil nu gå til eksperterne for at høre, hvilke konsekvenser de mener, at dommen bør have for lovgivningen og administrationen. Vi har også kontaktet justitsministeren for at høre, hvilke konsekvenser han mener, at dommen skal have. Vi er meget forventningsfulde, erklærer hun.

Hos SF mener man, at højesteretsdommen vil få stor betydning for fremtidige sager om tålt ophold. Helt konkret skal det være slut med at skære alle udlændinge på tålt ophold over én kam, erklærer integrationsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.

- Der er stor forskel på de enkelte sager, så vi er i højere grad nødt til at tage individuelle hensyn, når en person er på tålt ophold i Danmark. Naturligvis må man tage skrappe forholdsregler i visse tilfælde, men folk kan ikke leve under de forhold i årevis, siger hun.

Det var i sin tid Dansk Folkeparti, der lagde pres på VK-regeringen for at få strammet reglerne for udlændinge på tålt ophold. Målet var ifølge integrationsordfører Martin Henriksen at presse de uønskede udlændinge til at forlade Danmark, og det pres forsvinder, hvis regeringen og dens støtteparti vælger at lempe reglerne, konstaterer han.

- Vi skal naturligvis respektere Højesterets dom, men jeg noterer mig, at det endnu engang er en international konvention, der er med til at udhule en politik, som et flertal i Folketinget står bag. Det er jo ikke fordi, vi skal afskaffe menneskerettighederne, men jeg synes, der er behov for at diskutere, hvordan vi bruger konventionerne herhjemme, siger han.

Martin Henriksen har ikke meget til overs for de politikere, der kæmper de udviste udlændinges sag.

- Der er tale om forbrydere, som ikke er velkomne i Danmark. Hvis det er så forfærdeligt for dem at være her, kan de jo bare rejse deres vej. De behøver ikke at tage hjem, men de skal ikke være i Danmark, fastslår DF-ordføreren.

Han krydser fingre for, at eventuelle lovændringer bliver så små som muligt.