Højere skat skal finansiere den grønne omstilling. Sådan lyder det fra regeringen, som vil hæve bundskatten på indkomst og skære i danskernes personfradrag. Men det forslag får ikke støtte fra Liberal Alliances (LA) partileder, Anders Samuelsen. Sent onsdag skrev han på både Facebook og Twitter, at regeringen er nogle »socialdemokrater.«

Onsdag præsenterede regeringen Folketinget for en model, hvor de vil hæve danskernes indkomstskat og skære i personfradraget, som et alternativ til PSO-afgiften, der er blevet erklæret ulovlig af Europa-kommissionen. Men det løsningsforslag møder kritik fra Libaral Alliance.

»Når man skal finde de penge, så er der to veje at gå. Den ene er at finde nye skatter, den anden er spare i den offentlige sektor. Den liberale tilgang må være at stramme op i den offentlige sektor, og den socialdemokratiske er at hæve skatten. Derfor mener jeg, at Venstre er blevet en form for socialdemokrater,« siger Anders Samuelsen.

Til BT fortæller Anders Samuelsen, at de mener, regeringens forslag er den helt forkerte vej at gå.

»Det er helt forkert, jeg kan ikke forstå, at man ikke benytter muligheden for, at de lavestlønnede får en skattelettelse. I stedet afløser man en skat med en ny skat, men det mener jeg ikke, at vi har brug for,« siger Anders Samuelsen.

Det handler nemlig om at finde et alternativ, som kan finansiere den grønne omstilling. Tidligere har den såkaldte PSO-afgift, som er en tarif alle danskere betaler gennem deres elregning, finansieret den grønne omstilling. Men den afgift er ulovlig ifølge EU-Kommisionen. Derfor meldte regeringen ud i sidste uge, at de vil afskaffe PSO-afgiften, men det efterlader en stor milliardregning, som regeringen nu forsøger at lappe ved at hæve skatten. Det skriver Berlingske.

Men det er en tydeligt skuffet Anders Samuelsen, der ser regeringens måde at håndtere finansieringen af den grønne omstilling. Han ser dog frem til efterårets skatteforhandlinger, hvor der skal forhandles om en skattereform. Her har LA tidligere meldt ud, at de vil kræve topskattelettelser.

»Vi tager det, som det kommer, og vi ser frem til at få gjort noget ved skatten til efteråret. Men vi vil gerne have, at Venstre stod på vores hold og ikke det modsatte. Derfor undrer jeg mig, og det er den update et udtryk for.«