Regeringen lytter dermed til industrien, der gerne ser, at 300 meter høje møller skal kunne testes i Danmark

København. Det omdiskuterede testcenter for vindmøller i Østerild Klitplantage i Thy skal udvides, hvis det står til regeringen.

Det skriver netavisen Altinget.

Da testcenteret blev etableret i 2011, var det under højlydte protester fra lokale beboere, sommerhusejere og grønne organisationer.

Men fem år senere er bekymringerne ifølge regeringen manet så meget til jorden, at det er tid til at udvide projektet.

Det mener erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), der dermed lytter til Vindmølleindustriens ønsker om flere testpladser til store vindmøller.

- Det er helt afgørende med up to date-testpladser i Danmark, hvis vi skal udbygge vores førerposition inden for vindteknologi, siger han til Altinget.

I 2011 var der massiv modstand mod testcenteret, som blev kaldt en katastrofe for naturen.

Troels Lund Poulsen mener, at der var tale om en "skræmmekampagne," som har vist sig ikke at holde vand.

Ifølge Vindmølleindustrien er der brug for mindst fire nye testpladser. Og helst med mulighed for 300 meter høje vindmøller. I dag er den højeste mølle 220 meter.

- Det er helt afgørende med nye testpladser for den store danske forsknings- og udviklingsaktivitet. Vi har allerede producenter klar til nye pladser, siger direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg til Altinget.

Han fortæller, at testpladserne er vigtige i den globale konkurrence, hvor producenter kæmper for at sætte sig på markedet.

Danmarks Naturfredningsforening var voldsomt bekymret, da testcentret blev etableret, og foreningen mener fortsat, at det er en uskik at bygge vindmøller i skovene.

Troels Lund Poulsen vil præsentere regeringens forslag inden jul. Han forventer, at der vil være politisk opbakning i forligskredsen til nye testpladser.

Det var den daværende VK-regering, der med støtte fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF besluttede at placerede testcenteret i Østerild.

/ritzau/