Det er ikke nok, at statens systemer er tilstrækkelig beskyttet. Regeringen vil også have regioner og kommuner til at øge fokus på sikkerheden om patientoplysninger.

Hver dag slår tusindvis af læger, sygeplejersker og tandlæger sundhedsoplysninger op om den borger, de behandler. Det kan være alt fra medicinoplysninger og sygehistorik til de nye laboratoriesvar.

Sundhedsministeriet har gennemgået sikkerheden for de registre og IT-systemer, som ministeriet er ansvarlig for, og er klar til at højre sikkerhedsniveauet.

»Når det handler om IT-sikkerhed, så må man bare sige, at der ikke gives nogen garantier mod misbrug. Når det er sagt, så viser den gennemgang, som Sundhedsministeriet har foretaget af registre og IT-systemer, at der er taget en række sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte de sundhedsdata, vi opbevarer,« siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse og understreger:

»Det skal ikke være en sovepude. Vi vil løbende følge udviklingen for at se, hvordan man kan sikre, at følsomme persondata ikke kommer i de forkerte hænder.«

Som led i en ny IT-strategi for koncernen vil Sundhedsministeriet højne sikkerhedsniveauet yderligere.

»Det skal blandt andet ske ved at funktionsadskille administratorrettigheder og gennemgå brugernes adgange til samtlige systemer og alle logninger på særligt følsomme systemer hver sjette måned,« oplyser ministeriet.

Gennemgangen viser desuden, at den systematiske logning af sundhedspersonalets opslag er med til at fange de få ansatte i sundhedsvæsnet, der uberettiget søger oplysninger om patienter. Siden 2011 har Statens Serum Institut således politianmeldt syv læger og sygeplejersker for at tjekke medicinoplysninger på patienter, som de ikke har en behandlingsrelation til.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at sikkerheden er høj i de statslige registre og IT-systemer. Den skal også være i orden på sygehusene og i kommunerne, hvor sundhedspersonalet er ansat, og patienterne behandles.

»Regionerne og kommunerne skal have øget fokus på data- og IT-sikkerheden på sundhedsområdet. For det er helt afgørende, at patienterne har tillid til, at fortrolige helbredsoplysninger kun bruges til det, de er tænkt til. Nemlig at give patienterne den bedst mulige behandling,« siger Nick Hækkerup med henvisning til de igangværende forhandlinger om næste års økonomiaftale med Danske Regioner og KL.