Regeringen og Enhedslisten har lavet en aftale, der blandt andet betyder, at kursmanipulation og insiderhandel skal kunne straffes hårdere.

Regeringen og Enhedslisten har lørdag i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for næste år indgået en aftale, der skærper kursen over for økonomisk kriminelle.

- Jeg er rigtig glad for aftalen. Folk, der spiller hasard med almindelige hårdtarbejdende menneskers værdier og direkte svindler andre mennesker, skal simpelthen ikke have lov til bare at slippe af sted med det. Derfor er der brug for en række initiativer, der fremover gør det sværere for de kriminelle i toppen af samfundet at snyde, siger justitsminister Morten Bødskov (S) og uddyber:

- Samtidig har vi set en uhyggelig tendens til, hvordan øjensynligt pæne forretningsfolk arbejder sammen med rockere og andre organiserede kriminelle. Også dette gør vi nu svære med aftalen, og det er jeg meget tilfreds med, siger han.

Med aftalen ønsker regeringen og Enhedslisten at sætte målrettet ind over for folk, der spekulerer i at bruge virksomheders konkurser til at tjene penge til sig selv og lade almindelige mennesker tabe på det.

Som led i aftalen vil der blive indført en konkurskarantæne. Det betyder, at personer, som går konkurs med virksomheder og i den forbindelse har bedrevet groft uforsvarlig forretningsførelse, fremover kan pålægges forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed.

- Der har været en urimelig tendens til, at samfundets top har kunnet slippe af sted med at snyde almindelige mennesker for store værdier og så gemme sig blandt sindrige selskabskonstruktioner og hjælp fra lidt for kreative rådgivere. Det går vi op imod med aftalen, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

- Finanskrisen har vist, at forbryderne i dyre jakkesæt er sluppet af sted med lidt for mange smarte tricks – og det glæder os at kunne være med til at gøre det noget mere svært fremover, siger hun.

Aftalen giver politiet mere effektive redskaber til at efterforske økonomisk kriminalitet. Der vil blive gennemført lovgivning, som muliggør, at politiet fremover med blot én retskendelse kan følge en transaktion gennem flere banker mv. I dag skal politiet bruge en ny kendelse, hver gang de økonomisk kriminelle forsøgte at bruge en ny bank eller et nyt selskab som skjulested.

Med den nye aftale får politiet og anklagemyndigheden ifølge forligspartierne lettere ved at følge pengestrømme, så risikoen for, at et beløb forsvinder ud af syne, mindskes. Et andet element er, at der skal gennemføres ny lovgivning, der hæver strafferammerne for kursmanipulation og insiderhandel.